Medlemsinfo
Alarmeringer
Arrangementer
Bliv brandmand
Bliv støttemedlem
Om UFB
 - Org. af værn
 - Org. ved brand
 - Scrapbog
 - Historien
Links
Find vej
Kontakt os
Om siderne
 
Webmaster
 
Denne side opdateret:
18.07.17

Om Ullerup Frivillige Brandværn - Scrapbogen 2018

Naboer evakueret fra brand i forsamlingshus i landsby

AF: Ritzau, Publiceret 17. juli 2018

Kværs Forsamlingshus i landsbyen Kværs nær Gråsten er brændt ned til grunden, efter at det stod i flammer natten til tirsdag.

Kværs Forsamlingshus i landsbyen Kværs i Sønderjylland er stort set brændt ned til grunden, efter at det stod i flammer natten til tirsdag.

Det oplyser vagtchef Ole Aamann fra Syd- og Sønderjyllands Politi tidligt tirsdag morgen.

- Det er stort set kun nogle mure, der står tilbage, siger han.

- Men det lykkedes heldigvis brandfolkene at forhindre branden i at sprede sig til andre bygninger, tilføjer vagtchefen.

Han fortæller videre, at brandvæsenet tidligt tirsdag morgen fortsat er i gang med slukningsarbejdet.

Der var ifølge vagtchefen tale om en kraftig brand, og da der var fare for spredning, blev nabobygningen evakueret i løbet af natten.

- Jeg ved ikke, hvor mange personer der er tale om, men de blev alle evakueret, da brandvæsenet nåede frem, siger vagtchef Ole Aamann.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 03.27.

Tidligt tirsdag morgen er det forsat begrænset, hvad politiet kan oplyse om branden.

- Det er endnu alt for tidligt at sige noget om, hvordan branden er opstået, siger vagtchefen.

Kværs er en landsby med 392 indbyggere i Sønderborg Kommune. Landsbyen ligger otte kilometer vest for Gråsten.

(Ullerup Frivillige Brandværn blev tilkaldt som tankvognsassistance)

 

Tyve stjal Falckbil og brændte den af

AF: KATRINE LUND WALSTED, jv.dk, Publiceret 02. juni 2018 kl. 17:05

Foto: Ullerup Frivillige Brandværn

Aabenraa/Sønderborg: I løbet af natten til lørdag var der indbrud hos Falck på Løgumklostervej i Aabenraa. Her blev der stjålet en fladskærm, tre PH-lamper og en projektor. Tyvene stak af i en Falckbil, som lørdag blev fundet på en parkeringsplads på Basaavej i Vester Sottrup. Bilen var blevet brændt af, og alt værktøj var blevet stjålet fra den, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. /kat

(Ullerup Frivillige Brandværn blev automatisk tilkaldt sammen med Vester Sottrup. De klarede dog opgaven selv - vi lavede kun trafikregulering.)

 

Ildebrand på Ahlmann-Skolen lukkede Sønderborg City

AF: HOLGER JEPSEN, jv.dk, Publiceret 26. maj 2018 kl. 12:18

Foto: Ullerup Frivillige Brandværn

En voldsom brand på Folkeskolen, der ligger inde i midtbyen, lukkede store dele af centrum af fra lørdag morgen. Brandårsagen er ukendt, men kortslutning i solceller på taget kan have antændt branden. Skolen var lukket i weekenden, og ingen personer er kommet noget til.

Sønderborg: Den tætte hvide røg lå som enorme skyer ind over Sønderborg Midtby fra lørdag morgen og hele formiddagen. Klokken 7.42 lød alarmen, at Ahlmann-Skolen inde i centrum stod i flammer. Vagtchefen hos Syd- & Sønderjyllands Politi appellerede til, at folk lukkede vinduer og døre i den ellers så varme maj-formiddag, hvor solen stod fra en skyfri himmel, mens den tykke røg fra skolen tog toppen af solens stråler ned på gaderne, der var fyldte med lokale og turister i korte benklæder på vej ud at handle.

- Jeg sad ved morgenbordet, da jeg måtte rykke. Det gik godt nok stærkt med ilden, fortæller holdleder Palle Frederiksen, der til daglig er brandkaptajn og indsatsleder i Egen Frivillige Brandværn. Men stort set alt disponibelt mandskab og vogne var kaldt til Ahlmann-Skolen. Lyden af udrykningskøretøjer lød hele morgenen igennem byen.

Brandbiler, politibiler, lægebil. Stigevogne og vandvogne kaldt til så langt som fra Nordborg - ja, selv Sønderborg Lufthavn kom til assistance. I hundredvis af interesserede borgere fulgte brandmændenes kamp med flammerne, som de midt på formiddagen havde styr på.

- Vi arbejder på skolen. Det er jo vores skole. En nabo kom ind og spurgte, om jeg var klar over, at Ahlmann-Skolen brændte. Så skyndte jeg mig herind. Jeg bor helt ude ved Østerkobbel udenfor byen, men jeg kunne med det samme se den enorme røgsky over byen, fortæller Karina Skipper. Hun var på stedet ved Kongevej med sin kollega, Dorte Petersen, der er pædagog. Fru Skipper gør rent på skolen.

- Vi holdt faktisk brandøvelse i går, fortæller Dorte Petersen.

- Det er bare godt, at det var i weekenden, så ingen børn eller ansatte skulle evakueres, siger Karina Skipper.

Hovedbygning er reddet 
Selve hovedbygningen ud mod Kongevej er reddet - men bygningerne med indskolingen, klub og specialklasser er totalskadet.

- Vi troede egentlig hurtigt, vi havde fået styr på branden. Men så løb det pludselig hurtigt under taget. Det blev også besværliggjort af, at vi jo skulle en-to etager op, og så kunne vi ikke komme ind under taget, fordi der på den ene side er solceller, fortæller indsatsleder Pia Hamann, Sønderborg Brand & Redning.

- Vi har styr på branden nu, men vi kapper taget af bygningen lidt senere, siger indsatslederen.

Om brandårsagen siger hun:

- Den kender vi slet ikke.

Tidligere på morgenen blev der ellers fra Syd- & Sønderjyllands Politi givet en melding om, at netop en kortslutning i solcellerne på taget kunne være årsagen. Det kan heller ikke afvises, men ifølge indsatslederen er brandårsagen endnu ukendt.

(Ullerup Frivillige Brandværn blev tilkaldt med fuldt hold til assistance og lavede både vandforsyning og have røgdykkere indsat)

 

Scenetæppe brændte på Sønderborghus - folk kom ud i tide

AF: HOLGER JEPSEN, jv.dk, Publiceret 25. marts 2018 kl. 19:14

Der gik sent søndag eftermiddag ild i et stort scenetæppe i den store sal på det kendte regionale spillested og medborgerhus i Sønderborghus. Ilden blev hurtigt slukket, og alle folk kom ud i sikkerhed.

Sønderborg: En flåde af brandbiler og andre udrykningskøretøjer fra Sønderborg Brand & Redning, med assistance fra Ullerup Frivillige Brandværns store tankvogn, rykkede 17.37 ud til en ildebrand på spillestedet og medborgerhuset Sønderborghus midt i Sønderborg centrum. Her var Sønderborg Jazzklub netop i færd med at lukke folk ud fra en koncert med pianisten Zier Romme Larsen, der sammen med tre andre havde givet en gang moderne jazz for omkring 100 tilskuere og frivillige.

- Pludselig går der så ild i scenetæppet, der vel er 40 år gammelt. Jeg ved ikke, hvad der sker - om det er en lampe eller noget. Men jeg griber en brandslukker og går i gang, fortæller Carsten Nicolaisen, der er formand for Sønderborg Jazzklub til JydskeVestkysten straks efter koncerten er slut, og ilden slukket.

Brandfolkene går også straks i gang med at slukke ilden, og der sendes røgdykkere ind i den store sal oppe under taget, hvor koncerten foregik.

- Det er en lille brand, men med virkelig stor røgudvikling, fortæller indsatsleder Pia Hamann, Sønderborg Brand & Redning.

- Vi får hurtigt slukket ilden, og nu er vi i gang med at lufte hele huset ud. Heldigvis er publikum akkurat lige lukket ud, og der er vist nogle få musikere og andre i salen, ved scenen og bag scenen. Vi får alle ud, og fortsætter nu med at lufte ud, fortæller Pia Hamann.

Sønderborg Brand og Redning satte også noget af det nyeste indenfor beredskabet i arbejde. Nemlig en kraftig drone, der fløj op i højde med salen for at filme ind af vinduerne, og især på taget - samtidig med, at den målte temperaturen på taget. For at sikre, at der ikke skulle være varmt og ilde inde under de røde teglsten.

Lars Ole Hansen er daglig leder af Sønderborghus, og han fortæller, at der aldrig udviklede sig egentlige flammer.

- Der var gløder og en del røg, og når der var så meget røg, var det er blandt andet fordi, tæpperne er imprægneret med noget særligt brandhæmmende stof. Alle koncertgæster var lukket ud et kvarter før, vi ser det ryger oppe under loftet, og der er gløder i tæppet, siger han.

Bil futtet af

AF: HOLGER JEPSEN, jv.dk, Publiceret 24. marts 2018 kl. 10:40

Sottrup: Natten til lørdag blev en bil brændt af ved Fredsløkke i Vester Sottrup. En borger i området havde set bilen med katastrofeblink på hele dagen, og både Vester Sottrup Frivillige Brandværn og Ullerup Frivillige Brandværn rykkede til stedet kort efter midnat, da der var ild i køretøjet. 

Det viste sig, at der lå en stor sten inde i bilen, og at ilden er opstået inde i kabinen. Vagtchefen hos Syd- & Sønderjyllands Politi oplyser, at de betragter det som en bevidst ildspåsættelse. Bilen er totalskadet. Oplysninger i sagen til politiet på telefon 114.

(Ullerup Frivillige Brandværn blev tilkaldt som assistance, da Vester Sottrup havde udfordringer med pumpen)

 

ULLERUP FRIVILLIGE BRANDVÆRN
6400  Sønderborg