Medlemsinfo
Alarmeringer
Arrangementer
Bliv brandmand
Bliv støttemedlem
Om UFB
 - Org. af værn
 - Org. ved brand
 - Scrapbog
 - Historien
Links
Find vej
Kontakt os
Om siderne
 
Webmaster
 
Denne side opdateret:
02.11.25

Om Ullerup Frivillige Brandværn - Scrapbogen 2002

70 brandår i Ullerup

Af Malene Lemann (Artikel i JydskeVestkysten, d. 23. nov. 2002)

Jubilæum: I dag fejrer Ullerup Frivillige Brandværn 70 års jubilæum med åbent hus på brandstationen.

ULLERUP: Den 23. november for 70 år siden mødtes 15 mænd i gæstgiver Christian Sibbesens stue i Ullerup. Inden mændene skiltes denne aften, var et nyt værn blevet stiftet: Ullerup Frivillige Brandværn. 
Det var arbejdsmand Lorenz Lorenzen, der havde taget initiativet til mødet. Lorenzen, der blev udnævnt til sprøjteførerstedfortræder, havde i længere tid syslet med tanken om at oprette et brandværn. Han arbejdede for Ullerup kommune, hvor han blandt andet var redskabsmester for brandmateriellet. 
De første år i brandværnets levetid blev en anelse turbulente. På det stiftende møde blev købmand Therkild Ravn valgt til kaptajn, men allerede et lille år efter meddelte han, at han gik af. Therkild Ravn flyttede nemlig fra byen for at overtage en forretning i Sønderborg. 
I stedet blev stedfortræderen Jens Knudsen valgt til kaptajn. Men også han holdt kun i en kortere periode. Et halvt år efter udnævnelsen meddelte Jens Knudsen skriftligt, at han ikke ønskede at fortsætte som kaptajn for værnet. 
Til gengæld sørgede efterfølger Straagaard for lidt arbejdsro for værnet. Han blev nemlig på posten i 10 år.

I røg og skum 
Allerede et halvt år efter værnets stiftelse talte det 23 mænd. I dag har brandkaptajn Helge Matthiesen 26 mand at sende ud, når det brænder på i området. Den bemanding er han vældig godt tilfreds med, idet der maksimalt er plads til 30. I dag er det de færreste frivillige brandværn, hvor nye medlemmer står i kø. 
Værnet klarer ikke kun brande, men rykker også ud, når der er forureningsopgaver, der skal løses, eller en børnehave der skal skumbades. 
Typisk har værnet omkring 15 opgaver om året - af den alvorlige slags. I år har værnet allerede været i aktion 16 gange. 
Brandværnet holder åbent hus på brandstationen i dag mellem klokken 10 og 13. Alle er velkomne til at kikke forbi.

21-årig dræbt ved frontalt sammenstød

 (Artikel i Jyske Vestkysten, d. 5. okt. 2002)

En 21-årig mand fra Als mistede fredag aften livet, da en modkørende bil stødte frontalt ind i den bil, han var passager i. Det skete på Aabenraavej ved Ullerup kort før midnat, oplyser vagthavende ved Sønderborg Politi.

Den modkørende bil forsøgte at overhale en rutebil, da sammenstødet skete. Yderligere tre personer kom svært til skade ved ulykken, og de er nu indlagt på Sønderborg Sygehus. De vurderes dog til at være uden for livsfare, oplyser den vagthavende.

RB

Navn på trafikdræbt frigivet

 (Artikel i Jyske Vestkysten, d. 7. okt. 2002)

Det var den 21-årige Karsten Schurizek, Egevej 74, Havnbjerg ved Nordborg, som blev dræbt i en trafikulykke ved Ullerup i Sundeved Kommune. Trafikulykken skete kort før midnat natten til fredag, da en modkørende bil under overhaling af en rutebil i en højrekurve kørte frontalt ind i bilen, hvor den 21-årige var passager. Føreren af den overhalende bil - en 50-årig mand fra Haderslev - er indlagt på Sønderborg Sygehus med alvorlige kvæstelser.

 

Besøg hos Børnehuset i Blans

For at gøre det ekstra festligt til jubilæet i Børnehuset, havde de ønsket at brandværnet kunne komme forbi og lægge en gang skum, som børnene kunne boltre sig i - og det gør vi gerne!

 

Ungerne kastede sig vildt ud idet - det er ikke hver dag de frivilligt kaster sig over sæben! Bagefter var de klar til at blive skyllet rene...

(Foto venligst udlånt af Elvir Redzepovic)

Nyt fra Ullerup frivillige Brandværn

(Artikel i Gråsten og omegns folkeblad, uge 6, 2002)

Der blev valgt en ny kaptajn på generalforsamlingen i Ullerup frivillige Brandværn. Den nye kaptajn blev Helge Matthiesen. Jørn Mathiesen blev valgt til vice-kaptajn. Svend Ohlsen blev valgt til festudvalget. Ole Christensen, Ernst H. Struckmann og Henning Schmidt fik 25 års tegn. Kaj Klint fik 20 års tegn. Bo B. Bonde fik 10 års tegn. Brandværnet i Ullerup har i 2001 haft 15 udrykninger.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Brandmænd blev hædret for tro tjeneste 

AF MALENE LEMANN Telefon 7342 5119 (Artikel i JydskeVestkysten d. 22. feb. 2002)

Hans Hansen Duus, billedet, og Jørgen Walther har begge været brandmænd i 25 år. Sådan en præstation bliver sædvanligvis belønnet med et hæderstegn fra Dronningen, og det blev de to da heller ikke snydt for. Borgmester John Solkær Pedersen overrakte tegnene. Foto: Søren Gylling

ULLERUP/VESTER SOTTRUP: Onsdag aften var de motoriserede medlemmer af Ullerup Frivillige Brandværn forvist fra deres vante plads inde i varmen på brandstationen. De røde køretøjer var i stedet linet op ude på parkeringspladsen.

Inde i varmen var der i stedet blevet plads til godt et halvt hundred frivillige brandmænd i festuniform.

Det var første gang, at Ullerups nyudnævnte brandkaptajn Helge Matthiesen kunne byde velkommen til nytårsparole på brandstationen, hvor både det lokale værn og naboværnet fra Vester Sottrup var inviteret.

Nytårsparolen bød også på en anden debut.

Nemlig John Solkær Pedersens debut som brandværns-borgmester.

Han benyttede sin taletid til at fortælle om sit første bekendtskab med de frivillige brandværn, som han ikke kendte fra sin egen hjemegn.

- Det var en aften omkring 1970, hvor vi trænede fodbold. Pludselig var der et par stykker, der skulle skynde sig op til brandstationen. Jeg er ret sikker på, at jeres brandkaptajn Helge Matthiesen var iblandt. Det var en overraskelse for mig, som troede, at når vi var til fodbold, så var det det vigtigste, sagde John Solkær Pedersen.

Heroisk kamp

Borgmesteren lagde dog ikke skjul på, at det hurtigt var gået op for ham, hvor meget de frivillige brandværn betyder.

- Det er af stor værdi for samfundet, at der findes mennesker, der aktivt vil gå ind i arbejdet for at hjælpe, når katastrofen slår ned. Vi så det i al sin gru i New York den 11. september, hvor mange brandfolk satte livet til i deres heroiske kamp for at redde andre mennesker, sagde John Solkær Pedersen.

Hans Hansen Duus og Jørgen Walther fra Vester Sottrup Frivillige Brandværn er to af de lokale brandfolk, der i mange år er gået aktivt ind i arbejdet for at hjælpe. 25 år for at være helt nøjagtig, og den præstation blev under nytårsparolen belønnet med Dronningens hæderstegn for tro tjeneste.

Der var også tegn til Christian Christensen, Gunnar Moisen og Kaj Klint, der alle har været med i 20 år.

 

ULLERUP FRIVILLIGE BRANDVÆRN
6400  Sønderborg