Slagteribranden - se længere nede på denne side!
Nytårsmaden gik til i flammerne
(Af Ejner Munkebro Tlf. 7342 5123, emu@jv.dk,
JydskeVestkysten 29. december 2007)
BRAND: En familie på fire i Vester Sottrup blev ramt af brand i aftes. Heldigvis kom ingen noget til, og der er tid endnu til at købe ny nytårsmad.
VESTER SOTTRUP: – Det var nytårsmaden, der røg der.
Erik Witt, der bor Højlund 108 i Vester Sottrup sammen med sin kone Jane og børnene Simone og Kenni, skal holde nytår sammen med gode venner.
Og maden var købt og stod i køleskabet i garagen hos familien på Højlund.
Men familien må se sig om efter en ny forsyning kålpølser, grønlangkål og laks, for kl. 17.45 gik der ild i køleskabet.
Det var sandsynligvis en brand i køleskabet til venstre
i billedet, der var årsagen til en brand på Højlund 108 i aftes.
Familien Witt, fra venstre er det Kenni, Erik og Simone, må nu på jagt
efter noget andet mad til nytårsaften.
Foto: Nicolas Egedorf
Lys forsvandt
– Vi opdagede det ved, at pludselig forsvandt noget af lyset i huset, og tv’et på Simones værelse gik også ud. Jeg ville gå ud for at tjekke sikringerne, og da jeg kom rundt om huset, kunne jeg lugte røg. Så åbnede jeg døren til garagen, så at der var brand i køleskabet, og røgen væltede ud, fortalte Erik Witt, mens Ullerup Frivillige Brandværn var ved at pakke sammen.
Heldigvis begrænsede branden sig til noget inventar og noget af garagens konstruktion.
Hund i sikkerhed
– Jeg nåede at trække stikket ud og råbe til min kone, at hun skulle ringe efter brandværnet og komme med en spand vand. Der kom mere og mere røg fra garagen – det skyldtes nok, at jeg havde åbnet døren, så der kom luft til. Da jeg ville ind med den anden spand vand, kunne jeg ikke komme ind for røg. Vi nåede vist at ringe efter brandværnet en gang til, selv om de var hurtigt fremme, sagde Erik Witt.
Han og resten af familien kunne trods alt glæde sig over, at der ikke skete noget med selve huset, og at der var elektricitet i loftslamperne i huset.
– Vi nåede også at få vores hund ud af huset og over til en nabo. Hunden er let at skræmme, men jeg skal da vist huske at hente den igen, lød det fra Simone.
FAKTA
Da jeg ville ind med den anden spand vand, kunne jeg ikke komme ind for røg. Vi nåede vist at ringe efter brandværnet en gang til, selv om de var hurtigt fremme.
Sparekassen var julemand
Se stor artikel
(kræver login)
Hele 16 foreninger fik små og store beløb fra sparekassens salg af den
lokale filial. Overrækkelsen skete i Nydamhuset.
Foto: Nicolas Egeforf
(Af Henriette Pilegaard Tlf. 7342 5125, hpi@jv.dk,
JydskeVestkysten 20. december 2007)
GAVEREGN: It-udstyr, nye stole, og en udflugt bliver blandt
resultaterne af Broager Sparekasses første uddeling af penge fra salg
af Nybøl-filial.
SUNDEVED: Der er fundet både sværd og spyd og lanser fra yngre
jernalder i Nydam Mose. Nogle af stolene i Nydamhuset kunne også ligne
mosefund, selv om de formentlig kun har fire-fem årtier under bagen.
Derfor glædede Nydamselskabets formand, Vincent Jessen, sig i går
over at modtage en gave på 20.000 kr. fra Broager Sparekasse. Pengene
vil blive brugt til indkøb af 30-40 nye stole og udstillingstavler til
det gamle hus, som Nydamselskabet overtog fra skovdistriktet for nogle
år siden.
En chance til
Sparekassedirektør Lars Christensen legede julemand i Nydamhuset og
strøede pengegaver ud over 16 af egnens foreninger og institutioner:
225.000 kr. i alt. Pengene stammer fra salget af filialbygningen i
Nybøl. Det indbragte 450.000 kr., og dermed venter en ny portion penge
på uddeling i det nye år.
– Så hvis nogle ikke har opdaget, at de kunne søge pengene, får
de en chance til, siger Lars Christensen.
Blandt modtagerne af dette års største portioner penge er Nybøl
Skole, som dermed kan købe endnu en interaktiv tavle, så alle syv
klasser kommer helt frem i de teknologiske sko. Men også brandværn,
idrætsforeninger, besøgstjeneste, Områdecenter Sundeved og flere
andre fik herlige julegaver.
– Det er altid rart at kunne dele penge ud, især når de er
øremærket til konkrete projekter. Dermed vil man kunne tage rundt og
se resultaterne om et halvt til et helt år, siger Lars Christensen.
Ønsker for lille million
Der har været 40 ansøgere i denne omgang med projekter til over
900.000 kr. Sparekassen kunne have valgt få store projekter eller mange
små.
– Vi har lagt os midt imellem. Hovedsagen er, at så mange som
muligt i lokalområdet får glæde af pengene – både børn, ældre og
dem imellem, siger Lars Christensen, der er blevet glædeligt overrasket
over, hvor højt aktivitetsniveauet faktisk er i landområdet.
--------
Fakta
Det er altid rart at kunne dele penge ud, især når de er
øremærket til konkrete projekter. Dermed vil man kunne tage rundt og
se resultaterne om et halvt til et helt år.
MODTAGERNE
Nybøl Skole: 40.000 kr. til indkøb af interaktiv tavle.
Selskabet for Nydamsforskning: 20.000 kr. til færdigindretning af
Nydamhuset.
Projekt Nøffelskoven: 20.000 kr.
Historisk Forening for Sundeved: 5000 kr. til pc-udstyr.
KFUM-spejdernes hyttefond: 10.000 kr. til ny hytte.
Nybøl Pensionistforening: 5000 kr. til pc-udstyr.
Nybøl Jagtforening: 4000 kr. til en buskrydder.
Fodboldklubben BNS: 5000 kr. til anlægget på Vester Sottrup Stadion.
Sottrup Aktivitetsforening: 5000 kr. til anlæg af krolfbane.
Nybøl Sogns Spare- og Lånekasses Legat: 50.000 kr. til forhøjelse af
fondskapitalen.
Vennekredsen ved Sundeved Ældrecenter: 5000 kr. til kørestole.
Områdecenter Sundeved: 15.000 kr. til massagestol.
Sundeved Besøgstjeneste: 1000 kr. til udflugt.
Vester Sottrup Frivillige Brandværn: 15.000 kr. til køb af
overtryksblæser.
Ullerup Frivillige Brandværn: 15.000 kr. til køb af
overtryksblæser.
Nybøl Idrætsforening: 10.000 kr. til renovering af klubhus.
Juledekoration var årsag til brand
(Af Ejner Munkebro, tlf. 7342 5123, emu@jv.dk,
JydskeVestkysten 12. december 2007)
ULLERUP: Den voldsomme brand, der fredag aften raserede ejendommen
på Lundsø 8 i Ullerup, og hvor stuehuset brændte helt ned, anses nu
for opklaret.
- Vi har haft vores teknikere ude at kigge på stedet, og branden er
sandsynligvis opstået i en tændt dekoration, som beboerne havde glemt,
siger vicepolitikommissær Svend Erik Lassen fra Lokalpolitiet i
Sønderborg.
Heldigvis var beboerne ikke hjemme, da deres hus brændte. Det var en
nabo, der så nogle røde glimt fra Lundsø 8 og fik alarmeret det
lokale brandværn.
Stuehus nedbrændte under julefrokost
(Af Søren Lintrup Silkjær Tlf. 7342 5117, sil@jv.dk,
JydskeVestkysten 9. december 2007)
Stuehuset på Lundsø 8 i Ullerup brændte i aftes ned
til grunden, mens beboerne var til julefrokost. Det lykkedes snarrådige
naboer at redde både hund og heste, ligesom de to resterende bygninger
slap fri af flammerne. Foto: Ulrik Pedersen
BRAND: Et chokeret par fra Ullerup blev kaldt hjem fra
julefrokost, kun for at se deres hus udbrændt. Naboen reddede hestene.
ULLERUP: Stuehuset på ejendommen Lundsø 8 nedbrændte sent fredag
aften. Selvom Ullerup Frivillige Brandværn sad på stationen til
julefest og fik sendt vagtholdet af sted i en fart, var der ikke noget
at stille op.
– Naboen fik slået alarm, men da der ligger en lade foran huset,
som dækkede for branden, var ilden allerede gået igennem taget, da
brandværnet nåede frem, forklarer indsatsleder Kim Hansen.
Både værnene i Ullerup og Vester Sottrup kom til stedet, ligesom
der blev tilkaldt tankvogne fra Gråsten og Broager, slangetenderne
sugede vand op fra den nærliggende Lundsø.
Overtændt
– Huset var fuldstændig overtændt, og det var et held, at der
ingen var hjemme, siger Kim Hansen, der glæder sig over en meget
effektiv brandmur, som forhindrede ilden i at sprede sig til resten af
den trelængede ejendom.
– Det er meget sjældent at se, at der er muret tæt omkring
vandrørene, fortæller indsatslederen.
Susanne Jakobsen bor på Lundsø 6. Hun sad i sin stue, da hun
bemærkede nogle røde glimt fra naboejendommen.
Hun kunne ikke se ordentlig for naboens lade, men da det gik op for
hende, hvad der var fat, ringede Susanne Jakobsen 112, mens hendes mand
løb over til naboen.
– På det tidspunkt vidste vi ikke, om der var nogen hjemme. Men
min mand kunne se, at der ikke holdt nogen biler, siger Susanne
Jakobsen.
Poul Jakobsen løb derpå ud i stalden og fik naboens tre heste ud.
På det tidspunkt var vinduerne begyndt at smelte, fortæller Susanne
Jakobsen:
– Vi er en seks-syv naboer, der holder sammen herude. Så vi
samledes her og fik snakket om tingene. Det værste er selvfølgelig
alle minderne og billederne. Men det vigtigste er jo, at ingen kom noget
til, siger hun.
Fakta: Familien på to voksne og tre børn var alle ude af
huset og henholdsvis til julefrokost og på familiebesøg, da deres hus
brændte. Ifølge politiet er der netop nu ved at blive fundet af en
genhusningsmulighed. Familien havde ellers inviteret venner og bekendte
til 40 års fødselsdag 21. december.
Kvinde og hunde slap uskadt fra brand
Se vores egne
billeder. Se stor artikel
(kræver login)
(Af Katrine Lund Walsted, tlf. 7342 5124 - klw@jv.dk,
JydskeVestkysten 3. november 2007)
Sidst på aftenen var Ullerup Frivillige Brandværn
stadig på stedet, hvor en kvinde reddede sig ud fra en voldsom
brand.
Foto: Ulrik Pedersen
BOJSKOV: Fredag sidst på eftermiddagen udbrød der en brand på et
nedlagt landbrug på Bojskovskov.
Det var en trelænget gård med stråtag, hvor der bor en familie.
Det var kun hustruen i familien, der var hjemme, og det var også hende,
der opdagede branden. Hun alarmerede beredskabet og fik derefter reddet
sig selv og familiens hunde uskadte ud. Der var ikke dyrehold på
gården.
Det var Ullerup Frivillige Brandværn, der rykkede ud til stedet.
- Det hele er sådan set brændt. Stråtag brænder jo ret hurtigt.
Og vi fik kun reddet en bil ud af garagen. Det var det eneste. Det var
umuligt at redde mere, siger Kim Hansen, der var indsatsleder.
Sidst på aftenen var Ullerup Frivillige Brandværn stadig på
stedet.
- Vi bliver her for at slukke branden helt, så den ikke blusser op i
løbet af natten, siger Kim Hansen.
(Der var fejl i systemet, så alarmen fra Esbjerg nåede aldrig
igennem. Det var en medarbejder på alarmcentralen, der kendte én hos
os, der ringede direkte til ham og dermed fik alarmen i gang vha.
telefonkæde)
To biler og en motorcykel i trafikuheld
Se vores egne
billeder
(Af Henriette Pilegaard, tlf. 7342 5125 - hpi@jv.dk,
JydskeVestkysten 15. oktober 2007)
En af bilerne fra ulykken stod bagefter med taget
skrællet af. FOTO: ULRIK PEDERSEN
ULLERUP: Søndag klokken 12.30 skete et trafikuheld på Aabenraavejen
tæt på vejkrydset ved benzintanken i Ullerup, som betød at vejen
måtte spærres i et stykke tid.
To biler og en motorcykel var involveret, og selv om flere måtte
skæres fri, og fire blev kørt på sygehuset, er der ikke sket alvorlig
personskade.
Ulykken skete, da en bilist på vej mod Sønderborg før krydset
kørte op i en forankørende motorcykel.
Derefter skred han over i modsatte vejbane, hvor han ramte en
modkørende.
Den første bilist, hans passager og den modkørende bilist blev alle
indlagt til observation for hjernerystelse, mens motorcyklisten gik fri
efter behandling på skadestuen.
Intet tyder på en påsat brand på skole
Se vores egne
billeder
Røgen fra ildebranden kunne ses 25 kilometer væk. Foto:
Ulrik Pedersen
(Af Allan Staal, tlf. 7211 4645, ast@jv.dk
og Lars Mortensen, tlf. 7211 4239 - lmo@jv.dk,
JydskeVestkysten 9. oktober 2007)
SØNDERBORG: På trods af seks påsatte brande i Sønderborg i går
er der intet, der tyder på, at den omfattende brand på Dybbøl Skolen
er påsat.
Som sagen står nu, er der ifølge politiet ikke noget, der tyder på
en påsat brand, og skoleinspektør på Dybbøl Skolen, Jens Birk
Thomsen, tror bestemt heller ikke, at branden er påsat.
- Vi er slet ikke i tvivl. Vi havde en elektriker på loftet, og han
stod tæt på der, hvor ilden brød ud og så stikflammer fra en
elektrisk installation. Så vi er ikke i tvivl om, at en kortslutning er
årsag til branden, siger Jens Birk Thomsen til jv.dk.
Branden betød, at en tredjedel af skolen nedbrændte, og derfor er
forældrene til eleverne i 0.-3. klasse blevet opfordret til at holde
deres børn hjemme i dag, fordi der ikke er noget sted at undervise dem.
De nærmere tekniske undersøgelser af brandårsagen starter først
onsdag formiddag.
(Ullerup Frivillige Brandværn blev også alarmeret og deltog i hele
indsatsen)
150 skolebørn reddet fra brand
Foto: Ulrik Pedersen
(Af Holger Jepsen, Tlf. 7342 5118, hoj@jv.dk
og Annette Christensen, tlf. 7342 5121 - ach@jv.dk,
JydskeVestkysten 8. oktober 2007)
SØNDERBORG: Alle børn blev reddet ud i sikkerhed, da en voldsom
ildebrand brød ud på Dybbøl-Skolen i eftermiddag. Det skete i skolens
blå blok, hvor de yngste elever fra 0.-3. klasse går.
Da branden brød ud var afdelingen dog ikke fyldt med elever. Men der
var stadig 150 børn i skolefritidsordningen.
Skolen har bedt forældrene om at holde børnene hjemme i morgen, men
hvis man har et behov, kan skolen passe børnene. Der bliver dog ingen
undervisning. Alle andre elever skal møde som sædvanligt. På længere
sigt er det planen, at eleverne skal genhuses og gå i skole i den
tidligere Kløvermark-Skolen, hvor der hidtil har været universitet.
Intet tyder på, at ildebranden på skolen kan kædes sammen med de seks
påsatte containerbrande i Sønderborg i aftes.
(Ullerup Frivillige Brandværn blev også alarmeret og deltog i hele
indsatsen)
75 år fejret med stor legedag i Ullerup
Se også vores egne billeder
fra dagens arrangement.
(Af Holger Schmidt, hos@b-l.dk,
Gråsten Ugeavis, 28. august 2007)
Ullerup Frivillige Brandværn fejrede sit forestående
jubilæum med kæmpe-fest.
Gennem sjove lege fik børnene en oplevelse af, hvordan
det var at være brandmand i gamle dage
Selv om den præcise jubilæumsdag først er den 23.
november afholdt det ikke Ullerup Frivillige Brandværn fra at fejre
sine 75 år med manér her i sen sommeren. Og trods »konkurrence«
festligheder i både Sønderborg og Tønder, blev festen i Ullerup et
rigtigt tilløbsstykke.
Hundredvis af borgere fra nær og fjern, ca. 500 i
løbet af eftermiddagen, samt 150 til grillfesten om aftenen, var med
til at markere 75 året for brandværnet.
Jubilæumsfesten var tilrettelagt som en stor legedag for børn i
alle aldre. Gennem masser af sjove lege og aktiviteter kunne de
besøgende få en fornemmelse af hvordan brandværnet i Ullerup havde
udviklet sig gennem 75 år. Det hele kulminerede med en omgang
skattejagt i skum, hvor alle blev vasket helt rene, som de aldrig er
blevet det før, fortæller arrangørerne.
Hele festen var stablet på benene af de 30 aktive brandfolk og et
par aktive æresmedlemmer, samt med hjælp fra familierne til disse.
- En fantastisk indsats fra medlemmer og dem omkring os, siger
vice-brandkaptajn Kurt S. Frederichsen i sin status over en flot fest.
Aldrig har børnene været så rene før, som da de havde
deltaget i skattejagt i skum.
10.000 liter vand til fest
(Af Mette Christine Schulz Tlf. 7342 5119, mcs@jv.dk,
JydskeVestkysten, 26. august 2007) Se artikel
- 1MB og kræver login
FEST: Ullerup Brandværn fejrede sit 75 års jubilæum med at
invitere til vandfest. Det var børnene jublende glade for.
10-årige Mikkel Nielsen (med sprøjten) smed
hurtigt blusen og deltog i resten af vandkampen i badebukserne. Børnene
var så opslugt af muligheden for at gå amok med 10.000 liter vand, at
de ikke ænsede omverdenen. Foto: Jesper Balleby
ULLERUP: »Bare jeg ikke drukner«.
Frygten var stor hos nogle af deltagerne, inden de kastede sig ud i
den store vandkamp. Arrangeret af Ullerup Brandværn som en del af
festlighederne i anledning af deres 75 års jubilæum.
Frygten var også velbegrundet, for kæmpestore slanger lå klar på
græsset, hvor ti hold skulle dyste om at være bedst i at håndtere en
sprøjte. En tønde var spændt op på midten af en wire og så gjaldt
det om for de to hold at få skubbet tønden over til modstanderens pæl
ved at sprøjte vand på tønden med de store slanger.
Mens deltagerne på gadeholdene væltede over hinanden og blev plaskvåde,
gik brandmændene frem i rækken, blev stående på benene og blev ikke
særlig våde, da de var iklædt deres dragter og hjelme.
–Øj, de bliver trynet. Så kan de lære det, lød det et af de
mange børn, der kiggede på med stor beundring.
Det var ellers ikke nemt at komme i kontakt med børnene på pladsen
denne lørdag. De havde alle muligheder for at udfolde sig med vand, og
det blev udnyttet. Brandvæsenets tankbil stod klar med 10.000 liter
vand, som de bare kunne bruge løs af, og det blev mødt med stor glæde.
Imens stod mødrene og kiggede stille og roligt på deres børn.
– Vi kan lige så godt lade dem rase ud. Vi har skiftetøj med, for
vi vidste, de ville blive våde, smiler Anita Iskov Friis, hvis søn
Mads på 7 år deltog i vandkampen.
Ingen kunne flygte fra vandet, denne dag i Ullerup.
Det var en ren legeplads for både store og små drenge. Kampen om
tønden blev en våd affære. Det blev Vester Sottrup brandværn, der
løb med førstepladsen.
De brænder for at værne
(Af Søren Lintrup Silkjær Tlf. 7342 5117, sil@jv.dk,
JydskeVestkysten, 29. juli 2007) Se artikel
- 1,5MB og kræver login
BRANDMÆND: De frivillige brandværn er et sønderjysk fænomen med
stærke historiske og lokale bånd. I Ullerup har værnet nu eksisteret
i 75 år – fra cyklende brandfolk med brandspande til storbrand på
slagteriet i Blans.
»Én for Alle, Alle for Én. Gud til Ære og Næsten til Værn.«
Man skal ikke længere tilbage end 16. april for at finde en dag, hvor
Ullerup Frivillige Brandværns storslåede motto gav mening.
Den forårsdag brændte slagteriet, og værnet har, siden det blev
stiftet for 75 år siden, aldrig stået over for en større opgave.
– Der var kulsort af røg derinde, og vi kunne slet ikke se ilden,
det var snart det værste. Alt det brændte pvc, gummi og skumisolering
gav denne her forfærdelige sorte røg. Flamingo giver en næsten
tjæresort røg, fortæller Jørgen Rasmussen om den største opgave i
sine 48 år i de lokale brandværn.
Da han kom hjem, spurgte hustruen:
– Nå, hvad var det så, hvortil Jørgen Rasmussen svarede, at det
var slagteriet.
– Slagteriet?, jamen det kan da ikke brænde, sagde hun.
– Det gik nu udmærket, svarede den trætte brandmand sin kone.
Startede med spande
Ullerup Frivillige Brandværn blev stiftet 23. november 1932 på et
møde hos gæstgiver Christian Sibbesen i Ullerup. 14 mand var samlet
på foranledning af arbejdsmand Lorenz Lorenzen.
Han var oprindelig fra Blans, hvorfra han havde medbragt ideen om et
brandværn.
Det lykkedes også i Ullerup, og 1. april 1933 var der 23 aktive
brandmænd, som til årets en eller to øvelser mødte op med hver sin
brandspand.
Det er nok heldigt, at brandværnet i dets unge dage ikke stod over
for en udfordring på størrelse med slagteriet.
Alt var hånddrevet, og i de første dage var det op til hestene at
trække sprøjten ud til brandstedet. Så var det med at håbe på,
landmanden med ansvaret dukkede op, hvis han ellers havde hørt
brandhornet.
Snart så man fordelen i motorkraft og fik lavet en aftale med byens
eneste vognmand om at køre sprøjte og slanger til brandstedet. Det gav
dog også visse problemer, når vognmanden ikke var hjemme eller måske
ikke hørte telefonen.
Det man frygtede mest, hændte engang. Alle brandmændene stod klar
til at rykke ud, men vognmanden ventede man forgæves på. Brandværnet
måtte finde en ny løsning på transportproblemer, og den hestetrukne
håndsprøjte model 1909 fra Louis Tidow i Hannover, der stod hjemme i
sprøjtehuset, var ikke til megen hjælp.
Således førte det til, at Ullerup Frivillige Brandværn i 1943 fik
sin første motorsprøjte. Den blev leveret af Meisner Jensen i
København og tjente værnet trofast helt indtil 1976.
Brandmænd på cykel
En ting var transport af sprøjten, noget andet var brandfolkene. Til
det formål stillede købmand Jensen i Avnbøl en Ford A fra 1931 til
rådighed. Så kunne materiellet ligge omme bagi, mens det snildt var
plads til et par mand, som kunne ligge på hver sin forskærm. Det
egentlige mandskab cyklede bagefter.
Generationer af knægte i Ullerup har set med store øjne set på,
når brandmændene gik i aktion. Jørgen Rasmussens far var også
brandmand i Ullerup, dog »kun« i 25 år.
Da han selv kom med, blev Jørgen Rasmussen og resten af værnet
kaldt ud til en brand i Vester Sottrup, som han aldrig glemmer.
– Det kunne være gået helt galt, fortæller han.
Laden, der var ild i, var fyldt med farlige kemikalier, alverdens
»skidteras«.
– Politiet måtte begynde at køre de første på sygehuset, inden
ambulancerne nåede frem, forklarer Jørgen Rasmussen, der selv var
heldig med at få til opgave at stoppe bilerne ude på vejen.
En ting var de farlige dampe, der kradsede i lungerne. Brandfolkene
havde kun nogle gamle gasmasker fra krigens tid. Noget andet var, at
branden pludselig fik en brun gasflaske til at eksplodere.
– Den blev simpelthen skudt ud af huset og kunne let have dræbt en
mand, siger Jørgen Rasmussen om gasflasken, der i dag står til skræk
og advarsel på den lokale brandstation.
Nestor og aspirant
Jørgen Rasmussen har ved en bestyrelsesbeslutning fået lov til at
fortsætte, selvom han er fyldt 70 år.
– Jeg var faktisk ved at blive smidt ud, da en fandt ud af, at man
vist ikke måtte være med mere, når man var fyldt 70.
Stadig kan han dog være i tøjet og oppe på stationen inden for
fire-fem minutter, uanset hvornår på døgnet, alarmen lyder.
Det foregår i dag med en bipper, som er noget mere effektiv en de
oprindelige horn, som mange brandfolk har haft besvær med at gøre,
når vinden stod forkert.
Søren Jessen er 40 år yngre end Jørgen Rasmussen og aspirant. Han
tripper for at komme på sit første kursus.
– Jeg har altid haft lyst til at melde mig. Som knægt har man jo
set brandfolkene rykke ud og tænkt, bare det var en selv. Og så har de
jo et forrygende kammeratskab, siger Søren Jessen om det, der har fået
ham til at ville være brandmand. Det taget fra to et halvt til fem år
at blive uddannet.
– Vi har faktisk aldrig haft svært ved at skaffe folk, men vi har
oplevet, at gennemsnitsalderen er steget væsentlig fra 34 til 44 år.
Vi vil jo godt have, at folkene er nogle, der bliver boende i området,
fortæller vicebrandkaptajn Kurt S. Frederichsen.
Vi reagerer
Storkommunen har budt på nye udfordringer for det gamle værn, der
har været vant til at forhandle alt på plads med Sundeved Kommune,
hvor kommunekontoret lå lige ved siden af. Nu foregår det inde i
Sønderborg.
– Det har helt klart været en udfordring, men der er stadig god
tro på, at det nok skal komme til at fungere, siger Kurt S.
Frederichsen.
– Vi frivillige brandfolk er nok lidt anderledes end dem i de
kommunale afdelinger. Vi reagerer og gør noget ved det, griner
vicebrandkaptajnen.
Branden åd over halvdelen af skolen
Søfartsskolen i Sønderborg er blevet halveret efter den
voldsomme brand i nat.
(Det er Ullerups biler midt i billedet) Foto: Erik Smedegaard
(Af Ejner Munkebro, tlf. 7342 5123 - emu@jv.dk,
JydskeVestkysten, 31. maj 2007)
SØNDERBORG: Den voldsomme brand, der i nat raserede den tidligere
Søfartsskolen på Surlykke i Sønderborg, åd over halvdelen af skolen.
Ilden har raseret de tidligere undervisningslokaler, hovedbygningen,
dele af idrætshallen og cafeteriaet. Og der er begået omfattende
hærværk på de resterende bygninger - to tidligere beboelsesfløje.
Om hærværket har tilknytning til branden, kan der endnu ikke siges
noget om.
Lokalpolitiet i Sønderborg går nu i gang med at finde ud af, om den
voldsomme brand på den tidligere Søfartsskolen i nat var påsat.
- Vi undersøger først, om det er en el-fejl. Det kan fortælle os
hvilken retning, vi skal arbejde i, siger Preben Westh, der er leder af
lokalpolitiet i Sønderborg.
Brandårsagen ventes først fundet i løbet af nogle dage. Han
udelukker ikke, at der er tale om en påsat brand.
To investorer købte den tidligere skole sidste år for omkring 30
mio. kr. Foruden bygningerne er grunden, der ligger lige ned til
Møllebugten ved Alssund, med i prisen. Med i den er yderligere, at
store luftkabler bliver gravet ned i jorden.
Lokalplanen giver mulighed for at opføre 125 ejerlejligheder i
såkaldt klassicistisk stil, hvilket vil sige med søjler og lange
terrasser langs bygningerne. Boligerne bliver på mellem 100 og 400 kvm.
Og forventes at komme til at koste mellem 1,5 og 4,5 mio. kr.
(8 brandværn var tilkaldt - bl.a. blev Ullerup alarmeret kl. 0:31)
Helge - hyldet af kammeraterne
Helge er lige landet med fuld udrykning, medens 70
brandmænd har stillet op for at tage imod.
På billedet nedenfor, giver Johannes en lille tale til Helge, medens
beredskabschef Thomas Ellegaard og John Petersen fra Broager ser til.
(sg,
Gråsten & omegns NYT, 1. maj 2007)
Mandskabet fra brandværnene i
Broager, Skelde, Egernsund,
V. Sottrup og Ullerup, tog fusen
godt og grundigt på Helge
Mathiesen der siden 1996 har
været indsatsleder for Sundeved
og Broager Frivillige Brandværn.
Helge stopper som indsatsleder
1. maj og går samtidig på efterløn
fra sit job på rensningsanlægget i
Sundeved. I den anledning ville
kammeraterne i de fem brandværn
gerne takke Helge for årene og for
hans indsats, med en lille
overraskelse. Og hvordan gør man
så det? Jo, man udløser en alarm på
Cathrinesminde Teglværksmuseum
på Helges sidste vagt, bedst som
han sidder og spiser middag. Mens
Helge med horn og lygter og mens
smagen af en god middag stadig sidder i munden, suser han afsted mod
Broager, stiger hans frustration over ikke at komme i radiokontakt med
nogle af mandskaberne.
Og det var der naturligvis en grund til, for alle 70
kammerater/brandfolk var kørt i forvejen og stillet både køretøjer
og mandskab til parade til ære for Helge, der denne dag ikke skulle
slukke brand, men slukke tørsten sammen med kammeraterne.
Som tak fra kammeraterne til Helge for årene som indsatsleder var
der gaver, taler og naturligvis taktfaste klapsalver fra kammeraterne,
til en god ven, kammerat og kollega. Selv om Helge stopper som
indsatsleder, så fortsætter han som mening brandmand.
Helges sidste store opgave som indsatsleder var en større gårdbrand
i Mølmark på Broagerland og i den forbindelse var der kun rosende ord
til Helge.
Ny indsatsleder frem til 01.09.2007 hvor brandværnene fra Gråsten,
Broager og Sundeved sammenlægges, bliver Bo Olesen.
Slagteriet brændte
- alarmen gik søndag d. 15. april 2007, kl. 23:48
I det følgende er nogle få korte artikler - de første der kom er
øverst og de sidste med årsagen til branden kommer sidst.
- Se vores egne billeder under slukningsarbejdet hér.
- Torben Kristensen & Co. fra branddagen - klik hér
- Henry Schmoldt SFB HKSFoto har sendt disse til os fra branden - klik hér
- Se billeder fra hvordan det så ud bagefter:
Jan Mulvads billeder taget medens de gik brandvagt - klik hér
Torben Kristensen & Co. fra dagene efter - klik hér
Vi havde været på besøg på slagteriet et par uger inden branden -
se arrangementer.
Der er mange andre interessante artikler (brug din UFB login):
17/4: 1
2
3
4
5
6
18/4: 1
2
3
19/4: 1
2
26/4: 1
2
Slagteriet i Blans står i flamme
Branden i Danish Crown-slagteriet i Blans udvikler en tyk sort røg, der
måske er giftig. Selvom branden i Danish Crown-slagteriet i Blans er
under kontrol, vil slukningsarbejdet tage resten af dagen.
Foto: Ulrik Pedersen
(Af Allan Staal, tlf. 7211 4645 - ast@jv.dk,
JydskeVestkysten, 16. april 2007 kl. 12:07)
Danish Crowns slagteri i Blans ved Sønderborg står i flammer.
Branden har hærget siden midnat, og der er tale om særdeles omfattende
skader.
- Jeg vil kalde det en "kæmpebrand". Vi har syv brandværn
på stedet, og de kæmper alt hvad de kan med flammerne, men de kan ikke
komme ind ind i bygningerne. De store produktionshaller er allerede
brændt væk, fortæller vagthavende ved politiet i Sønderborg.
Slagteriet har ikke været bemandet siden lørdag.
Politiet opfordrer folk i området til at holde vinduer og døre
lukkede og holde sig indenfor, fordi de frygter røgen er giftig.
Storbrand under kontrol
(Af Søren Lintrup Silkjær, tlf. 7342 5117 - sil@jv.dk,
JydskeVestkysten, 16. april 2007 kl. 12:11)
BLANS: - Storbranden på Danish Crowns svineslagteri i Blans uden for
Sønderborg er under kontrol, lyder det fra en af indsatslederne,
Johannes Johannsen.
De omkring 100 frivillige brandmænd fra 11 forskellige sønderjyske
værn kan dermed snart få pusten efter at have kæmpet med flammerne og
røgen i mere end 10 timer, siden den automatiske røgalarm på
slagteriet gik i gang kort før midnat.
- Det er en katastrofe, lød det fra fabrikschef Ole Karlsen, som
JydskeVestkysten talte med, kort før han skulle rådføre sig med sine
cirka 1000 ansattes tillidsfolk.
Arbejderne på dagholdet vil så vidt det er muligt blive ringet op
om situationen, mens arbejderne på aftenholdet bliver informeret, når
de møder ind.
Slagteriet havde netop ansat små 200 medarbejdere på grund af tykke
ordrebøger, og i et nyopført fryserum lå 9000 svin, der blev slagtet
i fredags.
1000 uden job efter slagteribrand
(Af Maya Munksgaard, P4 Syd, 16. apr. 2007 13.18
Sønderborg)
1000 ansatte på Danish Crowns svineslagteri i Blans ved Sønderborg
står foreløbig uden arbejde efter den storbrand, der har hærget
slagteriet siden midnat.
Branden under kontrol
3/4 del af slagteriet er udbrændt, men over middag fik brandfolkene
endelig kontrol over ilden. Da havde de 100 brandfolk fra 11 forskellige
brandværn siden midnat kæmpet med slukningsarbejdet, der blev
vanskeliggjort af en kraftige varme og røgudvikling på stedet.
Ansatte blev sendt hjem
De 1000 ansatte på slagteriet i Blans går nu en usikker fremtid i
møde. Tidligt i morges blev de første sendt hjem.
- I morges blev dagsholdet sendt hjem og senere bliver
eftermiddagsholdet indkaldt til et informationsmøde, hvor de får at
vide, at vi er i en force majeure-situation og at de højst sandsynlig
har mistet deres arbejde fra i dag, siger fællestillidsmand på
slagteriet, Harry Dam til P4 Syd.
10.000 svin bliver ikke slagtet
Storbranden på Danish Crown i Blans ved Sønderborg, giver også
alvorlige problemer for slagtningen af svin. Slagteriet står nemlig for
en stor del af slagtning af svin i Danmark.
De 10.000 svin, der skulle slagtes i Blans i dag er blevet
omdirigeret til slagterierne i Vojens og Horsens. Slagteriet i Blans
slagter hver uge 56.000 svin, men slagteriet kommer næppe op at køre
igen foreløbigt.
Svin bør slagtes i Tyskland
Formanden for de danske svineproducenter Torben Poulsen, siger til P4
Syd, at det er urealistisk at Danish Crown kan fordele de 56.000 svin
der hver uge slagtes i Blans på virksomhedens andre slagterier.
- Det får store konsekvenser for de svineproducenter, der leverer
til Blans. Og det er en stor del af de sønderjyske område, der leverer
dertil. Svinene vil så vidt muligt blive kørt til andre slagterier,
men der er de allerede bag efter så vi vil meget hurtigt få en pukkel,
siger Torben Poulsen, der opfordrerer Danish Crown til at tillade sine
andelshavere, at sende svinene til slagtning i Tyskland.
Fremtid for Blans er usikker
Danish Crowns produktionsdirektør tør endnu ikke spå om, hvornår
landmænd igen kan komme af med deres slagtesvin i Blans.
- Vi kan se at det vil vare meget længe før produktionen kommer
igang igen i Blans, siger Artur Petersen til P4 Syd.
Slagteriet totalt nedbrændt
Branden er formentlig opstået i en produktionshal, men ilden bredte sig
hurtigt til flere haller.
- Det er meget alvorligt det her. Kølerum, pakkeri og skærestue er
allerede væk, sagde fabrikschef ved Danish Crown i Blans, Ole Carlsen
til P4 Syd mandag morgen.
Der har ikke været ansatte på slagteriet siden lørdag morgen. Det
var en automatisk brandalarm, der meldte branden kort før midnat.
Brandfolk fra 11 brandværn har siden midnat arbejdet på at få
ilden under kontrol, ligesom to store brandbiler fra Flyvestation
Skrydstrup blev tilkaldt for at hjælpe med brandslukningen.
Fakta om slagteriet i Blans
Danish Crowns svineslagteri i Blans har ca. 1000 ansatte, og har indtil
i dag slagtet 46.000 svin om ugen. Netop i dag skulle slagteriet have
iværksat en produktionsudvidelse for at nå op på 56.000 slagtninger.
Til det formål har slagteriet efter påske taget et nyt kølerum til 26
millioner kroner i brug. Det er nu også udbrændt. 3/4 dele af
slagteriet brændte ned ved branden i nat. Kun slagtelinjen står
tilbage. De 1000 medarbejdere er indtil videre sendt hjem.
Brandårsagen er endnu ukendt.
Slagteri står til nedrivning efter varmepåvirkning af beton
Cirka 100 brandfolk har arbejdet siden midnat for at få
slukket branden.
(Af Thomas Djursing, Ingeniøren, mandag 16.04.2007
kl. 14:55)
Varmen fra branden i Danish Crown slagteriet i Blans var
formentlig så voldsom, at byggeriets beton har slået revner og skal
rives ned. Betonekspert oplyser, at risikoen for sammenstyrtning bliver
endnu større, når bygningen bliver kølet ned.
Kæmpebranden i Danish Crown slagteriet i Blans var så voldsom, at
hele bygningen risikerer at blive revet ned, fordi varmepåvirkningen
har gjort bygningens beton porøs.
Når beton udsættes for temperaturer over 300 grader, revner den,
fordi tilslagene eller "stenene" i betonen udvider sig, mens
cementen afgiver vand og trækker sig sammen.
Ifølge tillidsmand Harry Damm på slagteriet i Blans er alle
afdelinger af slagteriet, undtagen selve slagtekæden, brændt. Det
drejer sig blandt andet om kølerum, pakkeri og vaskeri.
»Det er urealistisk at bygge nyt op, og flere brandfolk har oplyst,
at varmepåvirkningen af betonen var så voldsom, at hele byggeriet skal
jævnes med jorden,« fortæller Harry Damm.
Øget risiko for sammenstyrtning Ifølge ekspert i beton og brand
Kristian Hertz fra DTU er der stor risiko for, at bygningen falder
yderligere sammen i løbet af de næste par dage.
Når bygningen bliver afkølet, begynder vand nemlig at trænge ind i
betonen og øger risikoen for en sammenstyrtning med 25 procent.
»Jeg ville aldrig inspicere en bygning, før den havde haft en uge
til at køle af. Selvom bygningen er kold, så trænger der fortsat vand
ind og øger risikoen for sammenstyrtning, så området skal forblive
afspærret,« siger han.
Slagteriet er bygget af entreprenør Johan C. Nielsen, der vil
besigtige bygningen på et senere tidspunkt.
Alle medarbejdere er blevet afskediget Slagteriets 1.000 ansatte er
blevet afskediget, og de tyske medarbejdere er sendt hjem til
arbejdsformidlingen i Tyskland.
På onsdag vil medarbejderne få nærmere besked om deres fremtid som
slagteriarbejdere, og i øjeblikket arbejder Danish Crown på at åbne
slagteriafdelinger i blandt andet Vojens og Ringsted, hvor enkelte
medarbejder fra Blans kan få weekendarbejde, oplyser Harry Damm.
Om mellem 4 og 8 uger regner slagteriet med at genoptage arbejdet i
slagtekæden, som er den eneste tilbageværende afdeling.
Slagteribrand startede i elsystemet
(Af Thomas Djursing, Ingeniøren, fredag 20.04.2007
kl. 11:55)
Et sted i elsystemet opstod formentlig gnisten,
der antændte slagteriet i Blans og sendte 1.000
ansatte på gaden. Politiet i Sønderborg leder i
øjeblikket mellem ruinerne for at finde den
nøjagtige årsag.
Trods overhængende nedstyrtningsfare i det
nedbrændte slagteri i Blans så leder politiet i
Sønderborg efter årsagen til branden mellem
de varmesprængte betonstykker. Indtil videre
regner politiet med, at branden opstod et sted i
det elektriske system - men spørgsmålet er hvor.
»Det kan lige så godt være i et elskab som i en
kaffemaskine,« siger kriminaltekniker Claus
Beck fra Sønderborg Politi.
Branden opstod inden for et 500 kvadratmeter
stort område, som politiets teknikere nu
gennemsøger. Overalt truer betondragere med
at falde ned, og ifølge Calus Beck ligner det, at
»der er sprunget en bombe«.
Samtidig afhører politiet i øjeblikket brandfolk
og ansatte for at danne sig et billede af brandens
opståen, men politiet er sikker på, at branden
ikke blev påsat.
I starten af næste uge forventer politiet at kende
årsagen til branden.
Slagteribrand startede i en palleløfter
(Af Thomas Djursing, Ingeniøren, onsdag 25.04.2007
kl. 11:15)
Politiet i Sønderborg har fundet årsagen til branden på
slagteriet i Blans. Mellem de nedbrændte rester fandt politiet en
palleløfter, der stod til opladning og havde tydelige mærker efter en
kortslutning.
En kortslutning i en palleløfter var årsagen til, at Danish Crown
slagteriet i Blans brændte ned. Palleløfteren stod til opladning i et
mindre lokale til opskæring, da en gnist opstod i det elektriske system
omkring oliepumpen, oplyser kriminaltekniker i Sønderborg Politi, Claus
Beck.
»Branden har bredt sig til rummets skumvægge og videre til den
store bovudskæringshal ved siden af,« siger Claus Beck.
Svejsemærker vidner om kortslutning Teknikere fra politiet i
Sønderborg har fundet svejsemærker på karosseriet som vidner om en
kortslutning. Derfor har de afsluttet deres undersøgelser mellem de
varmesprængte betonbrokker.
Palleløfteren er i stedet kørt til Brand- og Sikringsteknisk
Institut, hvor den bliver nærmere undersøgt.
Opladning sker typisk uden for slagteri Ifølge maskinchefen på
slagteriet i Blans, Knud Christensen, så bliver de fleste af
slagteriets maskiner normalt ladet op på en ladestation uden for
slagteriet, blandt andet for at undgå brand.
Om det også burde være sket med den nedbrændt palleløfter kan
Knud Christensen ikke svare på. Han kender endnu ikke mærket på
palleløfteren og afventer en nærmere redegørelse fra politiets
teknikere.
Branden på slagteriet var så voldsom, at otte brandværn måtte
tilkaldes for at slukke ilden. 9000 slagtede svin gik op i røg, mens de
1000 ansatte kunne se deres arbejdsplads gå op i røg. Størstedelen af
slagteriets ansatte er dog blevet genansat på andre slagterier.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Kan du gætte hvem jeg er?
(Af Anja Bertelsen, red-sdb@budstikken.com,
Lokalbladet Budstikken Sønderborg, 21. februar 2007)
Der var prinsesser og aktionhelte i alle størrelser da Ullerup
frivillige brandværn i weekenden inviterede til tøndeslagning på
brandstationen.
Fastelavnsfesten er en årligt tilbagevendende tradition, som bakkes
utrolig godt op af byens borgere, som kommer med både børn og
børnebørn.
Således var der igen i år fuldt hus i den lille brandstation, hvor
brandbilerne havde måttet lade pladsen til gengæld for pynt og fire
tønder, som ventede på at få nogle ordentlige bank med på
vejen.
De yngste deltagere i tøndeslagningen var bare tre år gamle, så
ikke alle var helt stolte ved situationen. Men så var mor eller far der
jo heldigvis til at hjælpe. Børnene havde alle som en gjort et flot
stykke arbejde med udklædningerne, og udover de mange prinsesser og
superhelte var der både drager, giraffer, pirater og juicekartoner
blandt de fremmødte.
Alle havde en god dag, og tøndernes indhold fik hurtigt ben at gå
på. De frivillige folk fra brandværnet, der hvert år stiller op med
et smil, var god tilfredse med arrangementet, som ryster
lokalbefolkningen godt sammen.
Og brandfolk og bybørn kan allerede nu glæde sig til endnu en fest
i år. Ullerup frivillige brandværn kan nemlig fejre 75 års jubilæum
den 25. august, og mon ikke det også bliver et brag af en fest. I hvert
fald er der både lagt op til konkurrencer, helstegt pattegris og
fællesspisning.
(Se også vores billeder under Arrangementer)
Besøg af borgmester og beredskabschefen
10. februar 2007, kl. 16:30
Borgmesteren Jan Prokopek Jensen kom ifbm. en tur til samtlige 22
brandværn i den nye Sønderborg kommune også forbi Ullerup Frivillige
Brandværn. Han ville gerne selv se og høre hvordan tingenes tilstand
var i de forskellige brandværn.
Helge, vores redskabsmester og borgmesteren får en snak om
autosprøjten fra 1982 og de udfordringer, der har været med pumpen...
Beredskabschef Thomas Ellegaard får også en forklaring om udstyret
af Helge.
Og til sidst blev der også tid til en uformel snak over en kop kaffe
og en ostemad - specielt omkring de nye udfordringer vi står i med
risikobestemt dimensionering og at skulle være en del af en rigtig stor
familie med 22 værn, der skal deles om de samme midler...
Til V. Sottrup Frivillige Brandværn og
Ullerup Frivillige Brandværn
januar 2007
Vi vil gerne sige mange tak for hurtig og effektiv indsats i
forbindelse med branden på Snogbæk Nederby 22, d. 10. januar.
Vi er imponeret over den hurtighed der blev udvist, samt den
effektivitet for at slukke branden, der var jo næsten ikke vådt efter
i var kørt.
Det hele gik så hurtigt, så vi den dag hverken nåede at sige tak,
eller byde på en øl. Derfor vil vi nu gerne byde en øl, samt give en
lille påskønnelse...
Med venlig hilsen
Mette og Lars Bertramsen
(Ullerup Frivillige Brandværn siger mange tak for de fine ord og
påskønnelsen, og håber kun vi har kunnet hjælpe med begrænse
skaden, så meget som muligt!)
Køkken ødelagt ved brand
(Af Herdis Thomsen, tlf. 7342 5119 - hth@jv.dk,
JyskeVestkysten 11. januar 2007)
SUNDEVED: Ved en brand i Snogbæk Nederby blev et køkken raseret i
går eftermiddag.
Brandmænd fra værne i Vester Sottrup og Ullerup rykkede hurtigt ud,
men kunne ikke hindre omfattende skader.
Køkkenet er med politiets ord fuldstændig ødelagt.
Der blev slået alarm klokken 15.12.
Branden er efter alt at dømme opstået ved, at der ved et uheld er
blevet skubbet til en knap på køkkenets elektriske komfur.
Så er en plade blevet varm, og her har der, så vidt husets beboere
husker, ligget en rygsæk.
Den er på et tidspunkt blevet så varm, at der er gået ild i den.