Medlemsinfo
Alarmeringer
Arrangementer
Bliv brandmand
Bliv støttemedlem
Om UFB
 - Org. af værn
 - Org. ved brand
 - Scrapbog
 - Historien
Links
Find vej
Kontakt os
Om siderne
 
Webmaster
 
Denne side opdateret:
09.12.17

Om Ullerup Frivillige Brandværn - Scrapbogen 2009

Sammenstød: 83-årig bilist sad fastklemt i sin bil

JydskeVestkysten, 17.12.2009

STENDERUP: En 83-årig mand fra Sønderborg kom på sygehuset efter et færdselsuheld i går aftes i krydset Mejerivej/Sottrupvej i Stenderup ved Sønderborg. Den 83-årige kørte fra Mejerivej ud på Sottrupvej uden at overholde sin ubetingede vigepligt. Her ramte han en bil ført af en 35-årig mand. Den 83-årige blev fastklemt ved sammenstødet, hvorfor Sønderborg Brand og Redning blev alarmeret. 

På vej til uheldsstedet påkørte redningskøretøjet to rådyr, men brandfolkene nåede frem og fik befriet bilisten.

(Ullerup blev tilkaldt som frigørelsesassistance og Vester Sottrup lavede frigørelse med Sønderborgs værktøj)

 

Endnu en anderledes opgave - væltet lastbil!

Tirsdag d. 16. november, ca. kl. 16:15 væltede en lastbil fuld af svinekød i rundkørslen i Ullerup. Ca. 20 min. senere blev Ullerup Frivillige Brandværn tilkaldt for at regulere færdsel, rense olie op og hjælpe med tømning og oprydning på vejen! En lille hyggelig opgave der endte lige inden midnat efter mere end 7 timer!! Se flere billeder her.

 

Beboer på sygehus efter mindre brand

Af Ejner Munkebro, JydskeVestkysten, 28.10.2009

AVNBØL: En beboer i en villa på Sølvtoft i Avnbøl måtte i aftes en tur på sygehuset efter en mindre brand i huset. Ledninger ved en fryser var kortsluttet og antændte noget tapet.

Det udviklede en del røg, men beboeren kunne selv slukke den mindre brand med en pulverslukker.

Det lokale brandværn blev sendt af sted til efterslukning og udluftning af huset, mens beboeren kom på sygehuset til observation for evt. røgforgiftning.

 

Pedalsaks til Ullerup brandværn

Af Knud Barfod, Lokal-avisen Gråsten, 13.10.2009

Den hydrauliske saks er et stykke værktøj med mange anvendelsesmuligheder - dette er dog  ikke pedalsaksen - den er meget mindreULLERUP: En pedalsaks har længe stået højt på ønskelisten hos det frivillige brandværn i Ullerup! Og ønsket er nu blevet virkelighed, for Broager Sparekasse har foræret brandfolkene 10.000 kroner til hjælp til anskaffelsen.

Den hydrauliske klipper skal bruges ved trafikuheld, hvor førerens ben er låst af bilens pedaler. 

 - Det lyder måske ikke af så meget, men det er et fantastisk hensigtsmæssigt stykke værktøj, forklarer brandkaptajn Jørn Matthiesen fra værnet.

Han og hans brandfolk oplever en stigning af antallet af udkald til færdselsuheld og andre opgaver, som ikke har noget med brandslukning at gøre. Og han er ikke i tvivl om at den nye motorvej gennem området vil øge værnets aktivitet når det gælder assistance ved uheld, forurening med mere.

 - Vi kommer til at passe en del af motorvejen med vores beredskab, siger han.

Modsat mange af de frivillige brandværn, så har brandværnet i Ullerup ingen problemer med at fylde rækkerne op. Værnet er normeret til 30 mand og har i øjeblikket 29.

 - Og vi har en som er meget interesseret, så det ser godt ud, vurderer Jørn Matthiesen.

Han glæder sig desuden over, at gennemsnitsalderen på brandfolkene er forholdsvis lav.

 - Vi gennemgik et generationsskifte for nogle år siden, og det har været godt for værnet og aktiviteterne, siger Jørn Matthiesen.

  

Slagteriet brænder nødstop af

Søndag d. 4. oktober 2009, kl. 8:36 gik alarmen på slagteriet for fjerde gang indenfor 14 dage! De tre før havde alle været ABA fejlalarmer midt om natten, så nu var overbærenheden ved at være brugt hos brandfolkene denne søndag morgen! De nye brandalarm-meldere reagerer på den kraftige rengøring, man bruger på et slagteri. Vi mødte dog op med masser af folk endnu engang...

Det var heldigt, for denne gang var det ikke en fejl. En nødstopboks var brudt i brand i et kølerum og var næsten brandt helt væk, da vi når frem. Det blev hurtigt håndteret - vi blev dog for at hjælpe med at fjerne røgen vha. vores kraftige blæser... 

...men så var det også hjem til morgenkaffen!  

 

Slukning - Ild i løst halm

Af Ann, JydskeVestkysten, 26.08.2009

ULLERUP: Ved 14-tiden i går løb en brand i halm på en mark ved Aabenraavej ved Ullerup så meget ud af kontrol, at Ullerup Frivillige Brandværn måtte alarmere. Det lykkedes dog uden større problemer at hindre ilden i at brede sig, og branden blev begrænset til det løse halm, der lå på marken.

 

Hovsa - Lastbil tabte et læs korn

Af Grolle, JydskeVestkysten, 10.08.2009

SUNDEVED: I går formiddag måtte frivillige brandværk og politi rykke ud til strækningen ved rundkørslen i Ullerup. Her havde en lastbil over en kilometerlang strækning tabt et læs korn. Brandfolk måtte rydde op, og bonden mister indtægt på kornhøsten.

 

Korn på vejen er også vores opgave

Det er meget forskellige opgaver vi kommer ud for - søndag d. 9. august 2009 måtte morgenkaffen afbrydes for at fjerne 1 km korn-spor på Åbenrå landevej...

  

Tre på sygehus efter trafikuheld

Af Ejner Munkebro, JydskeVestkysten, 22.07.2009 12:38


Foto: Morten Thun

ULLERUP: Tre personer, en 33-årig kvinde fra Fredericia, en 68-årig kvinde fra Als og dennes barnebarn, en pige på fem år, blev kort før middag kørt til Aabenraa Sygehus efter at have været involveret i et trafikuheld på landevejen mellem Aabenraa og Sønderborg. Politiet kan endnu ikke oplyse andet om personernes tilstand, at de alle var ved bevidsthed efter uheldet.

Tre biler var involveret i uheldet, der lukkede landevejen på strækning mellem Ullerup og Bovrup i cirka tre kvarter. Kl. 12.15 havde de frivillige brandværn ryddet op på ulykkesstedet.

Vidner, der kørte bag den 68-årige kvindelige bilist i retning mod Sønderborg, fortalte, at kvinden VW Polo pludselig trak ud i venstre kørebane, hvor den en ramte en Opel stationcar i venstre side. Poloen kørte derefter frontalt ind i en Peugeot stationcar, og alle biler endte i grøften.

Ved sammenstøddene blev den 68-årige klemt fast, og redningsmandskab måtte skære taget af kvindens bil for at få hende ud. 

 

Båd i brand!

D. 25. maj kom vi ud for en anderledes alarmering, der gav våde bukser! En båd var brudt i brand 50m fra land - se billederne, hvor UFB blev sendt ud på dybt vand!  :-) 

 

Tre-årig pige fra dødsulykke er udenfor livsfare

Af Jesper Orry, JydskeVestkysten, 16.05.2009 12:19

Ullerup: Den tre-årige pige, der i går blev overført til Odense Universitetshospital med alvorlige kvæstelser, er udenfor livsfare.

Pigen var sammen med sin tvillingesøster og sine forældre med i den personbil, der fredag eftermiddag under en overhaling kørte frontalt sammen med en lastbil på Aabenraavej ved Ullerup. Ved ulykken mistede faderen, en 34-årig mand livet, mens den ene af pigerne blev alvorligt kvæstet. Moderen og den anden pige slap med skrammer.

- I går lød meldingerne på, at den tre-årige pige var alvorligt kvæstet, men ifølge vore oplysninger skulle hun nu være udenfor livsfare. Så midt i tragedien er der trods alt nu noget positivt for familien, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Strægaard til jv.dk lørdag middag.

Familien er fra Christiansfeld

Se også avisen her (kræver login)

 

Tre-årig pige overført til Odense efter dødsulykke

Af Annette Christensen, JydskeVestkysten, 16.05.2009 00:01

En tre-årig pige er blevet overført til Odense Universitetshospital efter den alvorlige trafikulykke tidligere i dag på Aabenraavej ved Ullerup. Ved ulykken blev den treårige piges far dræbt.

Familien er fra Christiansfeld.

Også den treårige piges mor og tvillingesøster blev kvæstet ved ulykken.

Moderen var dog ikke hårdere kvæstet, end at hun kunne følge med sin datter i ambulancen til Odense, mens tilkaldt familie tog sig af den lille pige, der blev indlagt på Aabenraa Sygehus.

Ved ulykken tørnede den lille families personbil mod en modkørende lastbil, efter at den 34-årige mand fra Christiansfeld havde mistet herredømmet over bilen i forbindelse med en overhaling.

 

34-årig familiefar dræbt i voldsom trafikulykke

Af Annette Christensen, JydskeVestkysten, 15.05.2009 16:15

ULLERUP: En 34-årig familiefar fra Christiansfeld blev i eftermiddag dræbt ved en voldsom trafikulykke på Aabenraavej ved Ullerup.
Den 34-årige kom kørende i en personbil på vej fra Aabenraa mod Sønderborg, da han trak ud for at overhale en forankørende bil. Under overhalingen ramte han en modkørende lastbil.

Ud over den 34-årige befandt dennes kone og to tvillingedøtre sig i bilen.

De er alle kørt til sygehuset, og ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er den ene tvillingdatter ret hårdt kvæstet, mens moderen og den anden datter er sluppet med mindre kvæstelser.

Yderligere en kvindelig bilist måtte en tur på skadestuen. Hun kørte i grøften, da hun forsøgte at undvige.

Også lastbilchaufføren blev kørt på skadestuen.

Ulykken skete ved 13.30-tiden, og i flere timer måtte trafikken ledes udenom.

(UFB udførte frigørelsen af den 34-årige og trafikreguleringen)

 

En person alvorligt kvæstet i færdselsulykke

Af Annette Christensen, JydskeVestkysten, 15.05.2009 14:01

Et sammenstød mellem en personbil og en lastbil betyder, at Aabenraavej i øjeblikket er spærret ved Ullerup.

De foreløbige meldinger fra politiet lyder på, at en person er alvorligt kvæstet og sidder fastklemt i personbilen.

Uheldet skete klokken 13.27, og siden har trafikken måttet ledes udenom den stærkt befærdede vej.

Fire ambulancer blev sendt til stedet

 

Et selvstyrende brandværn skaber engagement

Af Line Nielsen, Beredskab nummer 2, marts 2009
Foto: Kurt S. Frederichsen

I Sønderjylland har man en helt særlig tradition for frivillige brandværn, og siden slutningen af 1900-tallet har brave mænd rykket ud for at hjælpe medborgerne – ganske frivilligt. I nærværende artikel sættes fokus på et af disse værn, nemlig Ullerup Frivillige Brandværn, som er ét af Sønderborg Kommunes mange frivillige brandværn.

I Sønderjylland startede det første frivillige brandværn i 1869, og Sønderjysk Frivillige Brandværnsforbund blev stiftet i 1890. I dag er der omkring 67 brandværn i Sønderjylland. I Sønderborg Kommune er der 22 brandværn med ca. 600 frivillige brandfolk, og de har over 600 udrykninger, heraf over 400 reelle alarmer. Så der er nok at se til. 

Kun for mænd? 

Ullerup Frivillige Brandværn er stiftet i 1932 og består af 30 frivillige brandmænd. Og det med brandmænd skal tages helt bogstaveligt. Der er nemlig kun mænd med i værnet:
 – Det er historisk betinget, fortæller vicebrandkaptajn Kurt S. Frederichsen, og fortsætter:
 – Værnet er fra 1932, og dengang var der ingen tvivl om, at det kun var mænd, og det har bare ikke været et emne i foreningen. Det er en kendsgerning, at vi er en gruppe herre med det miljø, det nu engang giver. Vi hygger os og har det rart, samtidig med at vi føler, vi gør en forskel i det samfund, vi er en del af. Det kunne vi sikkert også med kvinder af den rette støbning i medlemskredsen, der har bare ikke været en anledning til at tage den mulighed op. For eksempel er der aldrig kvinder, der har ytret ønske om at komme med i værnet, når der var pladser ledige, siger Kurt S. Frederichsen. 
Men faktisk er de første kvinder kommet med i nogle af de andre værn, fx i Skelde, der også er i Sønderborg Kommune og i Rise-Rødekro i Aabenraa Kommune, så måske er der en forandring på vej i værnene.

Fritidsbeskæftigelse med mening 

Til gengæld er der stor spredning rent aldersmæssigt, idet yngste mand er 19 år og ældste er 72 år:
 – Han har faktisk 50 års jubilæum i år. Han kommer stadig til øvelserne og giver sit bidrag, når vi er i indsats. Resten af medlemmerne falder jævnt imellem disse to yderpunkter, fortæller Kurt S. Frederichsen, som selv startede i værnet i 1996. Han har været med i bestyrelsen siden 1999, og i 2005 blev han i forbindelse med et generationsskifte i ledelsen vicebrandkaptajn. Hans vej ind i beredskabet startede, da han flyttede til byen:
 – Først boede vi til leje i et hus i nabobyen, hvor naboen var frivillig brandmand. Da han fandt ud af, at jeg skulle købe hus to minutter fra stationen, mente han, at der var ”servitut på grunden – at man skulle være med i brandværnet på den adresse”. Som tilflytter så jeg det som en god måde at blive en del af det lokale samfund og samtidig en fritidsbeskæftigelse, der var udfordring og mening i. Og så har jeg en baggrund fra flyvevåbnet som elektronikmekaniker på F-16 systemet, så ’miljøet’ var ikke så fjernt for mig, fortæller Kurt S. Frederichsen. 

Kontrakt med kommunen 

Organisatorisk fungerer Ullerup Frivillige Brandværn nogenlunde ligesom en kreds. Værnet har bl.a. også indgået en kontrakt med kommunen.
 – Vi er en del af beredskabet i Sønderborg Kommune, som har en beredskabschef i spidsen. Denne er ansat af kommunen og varetager den daglige ledelse af Brand & Redning i Sønderborg, der koordinerer og administrer beredskabet i kommunen. Til at udføre brand og redning i kommunen har man kontrakt med 22 frivillige brandværn og et beredskabscenter, der bl.a. har søredningsopgaver og hjælper med forplejning ved langvarige indsatser. Værnene er underinddelt i tre grupper (Nord, Syd, Vest), som har hver sin Indsatsledervagt – der varetages af ansatte indsatsledere på deltid – eller nogle af dem har også andre opgaver som kommunalt ansat. Ullerup Frivillige Brandværn er en del af gruppe Vest. For at håndtere fx materielplan og lignende er der en række udvalg med både valgte repræsentanter fra de frivillige brandværn og fra de fuldtidsansatte hos Brand & Redning, beretter vicebrandkaptajnen.

Frivillige varetager alle opgaver på indsatsen 

Kontrakten med kommunen indebærer, at værnet skal stå til rådighed til brandbekæmpelse, redningsopgaver, herunder frigørelse af fastklemte i forbindelse med trafikuheld og let miljøbekæmpelse (såkaldt trin 1).
 – Vi har som udgangspunkt et eget slukningsområde, men bliver også tilkaldt til assistance uden for dette område fx ved større brande. Når vi alarmeres, stiller vi med ét slukningstog og varetager alle opgaver i indsatsen. Når indsatsleder når frem, overtager han den overordnede ledelse af skadestedet. Vi som frivillige løser derfor alle opgaver, fra alarmen indgår, til der er ryddet op efter indsatsen på skadestedet. Det er uanset, om det er en gårdbrand, hvor der skal drives 200 svin ud af en stald, mens taget brænder, eller vi skal klippe en bil i stykker for at kunne få en tilskadekommet ud og over i ambulancen. Eller der skal samles 2 km oliespor op efter en stor dumper, der har fået en olielækage, siger Kurt S. Frederichsen. 
Under indsats afgøres rollerne af hvem, der har hvilke uddannelser.
 – Man kan fx kun være holdleder for en indsats, hvis man har en holdlederuddannelse. Der er også én holdleder, som slet ikke er med i vores bestyrelse, og ikke alle i bestyrelsen er holdledere. 
Det samme gælder røgdykning, hvor ca. 1/4 af værnets medlemmer enten pga. manglende uddannelse eller alder/sygdom ikke må røgdykke og derfor i stedet for varetager de opgaver, der er uden for en brændende bygning, forklarer Kurt S. Frederichsen.


 

25-30 udrykninger om året

I gennemsnit har der de senere år været mellem 25 og 30 udrykninger om året. Desuden er der også minimum 12 årlige øvelser på aktivitetslisten, hvilket er påkrævet af Beredskabsstyrelsen. Af større indsatser kan nævnes en gårdbrand sidste år, hvor der var gået ild i en gammel lade. Kurt S. Frederichsen fortæller her om indsatsen:
 – Gårdbranden starter en kold og blæsende søndag, en time inden mørket falder på. Alarmen går lige inden kl. 17, og der er godt fremmøde denne dag. 21 af de 30 Ullerup-brandfolk møder på stationen og kører med fuld udrykning til adressen. De gamle i værnet kender stedet, det er et nedlagt landbrug, hvor bygningerne har været lejet af mange forskellige de seneste år. Det viser sig at være laden, der er i lys luge – røgsøjlen kan følges flere kilometer væk. Den første indsats drejer sig om at bremse udbredelsen. Vores naboværn er også alarmeret, og vi deles fint om opgaverne. Indsatsen er delvist udefra og delvist indefra. Der sendes et hold ind i de nærmeste rum fra døren, men taget er allerede ved at falde sammen, så vi kan ikke have folk derinde. De næste mange timer går med at holde det nede. Der var rigtig meget gammelt halm på loftet af den gamle lade. Vi pumper vand fra en sø ca. 300 meter derfra. Politiet var på besøg for at undersøge brandårsagen. Først omkring kl. 22 begynder vi at sende folk hjem, de skal jo på arbejde dagen efter. De, der nemmest kan tage fri eller ikke skal på arbejde, melder sig til nattevagten og til at kigge ud næste dag, fortæller Kurt S. Frederichsen.


  

Klar til udrykning på fem minutter 

Trods et krav om at skulle kunne være klar til udrykning inden for fem minutter, fra alarmen går, har Ullerup Frivillige Brandværn ikke problemer med at skaffe frivillige.
 – Jeg tror, at det er vigtigt, at man forholder sig til, hvad der får folk til at lave frivilligt arbejde – det skal give mening. Vi er nogle relativt små samfund, og hvis der ude i byen går rygter om, at det er træls at være brandmand i Ullerup, så får vi ikke nye medlemmer. Som bestyrelse er vi derfor meget bevidste om, at vores rolle er, at det skal være sjovt og interessant at være med. Så kommer ansøgningerne nemmere i hus. En indikator på, at det er lykkedes, er, at vores medlemmer bliver, så længe de kan. Det er enten sygdom eller fraflytning, der gør, at folk bliver nødt til at melde sig ud – ja, eller at man får et arbejde, der ikke er foreneligt med at være i vores brandværn, fx er den nye beredskabschef en tidligere Ullerup-brandmand. Det er klart, at man ikke kan være beredskabschef for 22 brandværn og så være medlem i det ene af dem. Sagen er jo heller ikke længere, end at et nyt medlem skal kunne nå frem til stationen og klæde om inden for fem minutter – så det er bare at tegne en cirkel, så ved man i hvilket område, man skal lade vide, at der snart er en plads ledig. Det er sjældent, at vi har oplevet, at en plads har stået ledig mere end et par måneder, beretter vicebrandkaptajnen.

Selvstyrende og en del af samfundet 

Værnet finansieres hovedsageligt gennem kommunen. Til dels gennem noget, der kaldes ’posepenge’, som værnet selv administrerer. Hvis man ikke kan få midler fra kommunen, forsøger man selv at skaffe dem:
 – Hvis vi vurderer, at der er behov, som vi ikke umiddelbart kan få finansieret fra kommunen, søger vi midler udenfor, fx hos fonde, eller vi forsøger at hverve støttemedlemmer i lokalområdet, som dermed kan hjælpe til værnets drift og ekstra investeringer. Igen skal jeg understrege, at ingen får så meget som en krone for deres indsats, pointerer Kurt S. Frederichsen. 
Han mener, at den måde, man i Sønderjylland bruger de frivillige til skarpe situationer – også de vigtigste opgaver – gennem selvstyrende foreninger, sikrer engagementet og den løbende optimering.
 – Derudover gør vi også noget for at være synlige i lokalområdet, fx ved at arrangere fastelavn på stationen eller ved vores jubilæum i 2007, hvor vi arrangerede en stor lege/demo-dag med brandværnsaktiviteter. Noget af det var for alle, andet var kun for uddannede, men det blev gjort sådan, at alle fik noget ud at se på. Det er sådan nogle ting, der gør, at vi bliver en del af samfundet, og det er bl.a. det, der giver mening for vores medlemmer, mener Kurt S. Frederichsen.

Udfordringer 

Fra vicebrandkaptajnens stol ser fremtiden for værnet lovende ud:
 – Lige nu ser det lovende ud. Så længe vi har opgaver, der er interessante, og vi kan se, at vi gør en forskel. Så længe det accepteres, at vi er en selvstyrende enhed, med nogle rimelige rammer. Så længe vi har rimeligt udstyr til at udføre vores opgaver med. Så længe foreningen er velfungerende, og vi giver plads til hinanden. Så længe kan vi nemt trække nye medlemmer til og fortsætte de næste mange år, tror Kurt S. Frederichsen. 
Han tror dog ikke, at det hele bliver en dans på roser, og det har da også været op ad bakke ind imellem for brandværnet:
 – Det skal så også siges, at næsten alt i beredskabet i disse år ændrer sig. Der sker og vil ske mange forandringer. Det giver også store udfordringer for en frivillig forening som vores. Der er grænser for, hvor meget tid vi kan og vil bruge på at ’komme til fadet’, og vi er derfor afhængige af en kommunal ledelse, der kan se fordelen i at have 2-4 gange så mange mand til rådighed for de samme penge – og at den fortsat forstår, hvor vigtigt det er at give de rigtige rammer og involvere de frivillige i fastlæggelsen af fremtiden. Lige nu ser det rigtig lovende ud; vi bliver generelt mødt med åbenhed, forståelse og opfordring til deltagelse i snakken om fremtiden. Men det har også været en hård omgang at komme fra at være en lille kommune med to værn og et nært personligt forhold til både politikere og embedsmænd, til at være 22 frivillige brandværn. Og nu er vi pludselig i udkantsområdet i kommunen, det gav rigtig mange brydninger i starten. Men det er mit indtryk, at vi i Sønderborg Kommune er kommet godt igennem denne overgangsfase. For eksempel fandt vi indbyrdes værnene imellem en løsning, da vores gamle brandbil gav op fire år for tidligt ifølge materieludskiftningsplanen. Det er et godt tegn for fremtiden, mener vicebrandkaptajnen.

Flere og mere komplekse opgaver

 – Én af de store ændringer, der er sket, er, at den nye lov om risikobaseret dimensionering pludselig gør op med, hvad et slukningstog består af. Ligeledes varetager beredskabet i dag mange andre opgaver end traditionel brandslukning – ja, selv brandslukning har i dag mange forskellige dele, som ikke alle værn mestrer eller har udstyr til. Men indtil videre er det ikke færre opgaver, der er problemet. Udfordringen er mere, at vi i dag skal bruge mere end 250 timer i fritiden for at få en brandmand uddannet. Derefter kommer øvelser og indsatserne. På grund af de stadigt flere og mere komplekse opgaver, stiller det også stigende krav til medlemmerne – og vi nærmer os en smertegrænse – som vi må være med til at finde løsninger på. For eksempel kunne specialisering af de forskellige værn være en løsning, så ikke alle skal kunne det hele. Det er faktisk allerede ved at ske i det små, oplever Kurt S. Frederichsen.
 

Nytårsparole og medaljer

D. 10. jan. 2009 var 300 frivillige brandfolk samlet i Broager for at se tilbage på året der var gået. I Ullerup Frivillige Brandværn var det Henriks tur til at få Dronningens medalje for 25 års tro tjenest...


ULLERUP FRIVILLIGE BRANDVÆRN
6400  Sønderborg