Medlemsinfo
Alarmeringer
Arrangementer
Bliv brandmand
Bliv støttemedlem
Om UFB
 - Org. af værn
 - Org. ved brand
 - Scrapbog
 - Historien
Links
Find vej
Kontakt os
Om siderne
 
Webmaster
 
Denne side opdateret:
12.12.30

Om Ullerup Frivillige Brandværn - Scrapbogen 2012

Garage brænder i Avnbøl


Foto: Kurt S. Frederichsen, Ullerup Frivillige Brandværn

Af Katrine Lund Walsted, jv.dk, 2012.12.29

Brand: Klokken 10.32 fik Sønderborg Brand & Redning en melding om ildebrand i Avnbøl.

Det er en garage ved et parcelhus, der brænder.

- Vi har branden under kontrol, og der er ingen personskade. Der er ingen fare for, at branden spreder sig til andre bygninger, siger indsatsleder Bo Olesen.

(Ullerup Frivillige Brandværn slukkede branden - og efterslukkede kl. 18:11. Vester Sottrup og Gråsten var kort forbi, men kørte hjem med det samme)

 

Hjertestarter i Ullerup og Blans

Af Søren Glück, Gråsten Ugeavis, 2012.12.18

Brandkaptajn Jørn Mathiesen og den tidligere formand for den nedlagte husholdningsforening i Ullerup, Ulla Johansen, foran den nye hjertestarter på Ullerup Brandstation. Foto: Søren Glück.

To uventede gavebeløb til Ullerup Frivillige Brandværn kommer lokalbefolkningen til gode.

Vi har modtaget 45.000 kroner, som er blevet brugt til en hjertestarter, som vil give større tryghed til inbyggerne i Ullerup, Avnbøl og Blans, siger brandkaptajn Jørn Mathiesen fra Ullerup Frivillige Brandværn.

Danfoss Jubilæumsfond har doneret 20.000 kr., mens Ullerup Husholdningsforening har bidraget med hele foreningens formue på 25.000 kroner i forbindelse med foreningens nedlæggelse.

 - Vi har længe ønsket os en hjertestarter, men pengegaverne har betydet, at vi har kunnet indkøbe to hjertestartere, siger Jørn Mathiesen fra Ullerup Frivillige Brandværn.

Den ene er opsat på fronten af brandstationen i Ullerup, mens den anden er opsat på udvendig på Eckersberg Friskole i Blans.

De to hjertestartere er opsat i opvarmede skabe, og skal være med til at skabe mere tryghed for lokalbefolkningen. 

 

Storbrand - som kun blev til lidt røg

Af Kurt S. Frederichsen 2012.12.09

I går aftes kl. 20:24 gik den helt store alarm til Søndertoft ved Tørsbøl på den anden side af Gråsten! Vi og mange andre værn blev tilkaldt til en brand i et halmfyr.

Der blev bestilt mand til 40 mand ... men de fleste var nu gået, da man nåede til det. 
Heldigvis blev det ikke så galt, men der nåede en del udstyr frem - herunder stigevogn fra både Gråsten og Sønderborg.

Vores nye tankvogn var også med og Ullerup blev sat til at arrangere vandforsyning - hvilket viste sig at være en udfordring, da de fleste hyndranter ikke havde været lænset og derfor var frosset - så man skulle helt til Gråsten efter vand.

Hvis du har flere oplysninger, så henvend dig til webmaster@ufbr.dk ... han var nemlig ikke selv med!

 

Ny brandbil i Ullerup

Af GraastenAvis 2012.11.09

Ullerup Frivillige Brandværn fik forleden en ny tankvogn, som erstatter den nuværende og næsten 30 år gamle tankvogn. Det bliver samtidig en kraftig opgradering og der følger nye og større opgaver med.

 - Dette bliver kun den 3. tankvogn i Ullerup siden vi anskaffede den første i 1972, så man kan ikke sige vi skifter tit, siger brandkaptajn Jørn Mathiesen, som peger på, at den ekstra store tankvogn skal ud til alle større brande i området, så der altid vil være vand nok.

 

Brandværnet i Ullerup tankes op til fremtiden

Beredskabschef Bjarne Neermann fortæller om den nye bil og baggrunden for den - og ønsker Ullerup tillykke
FOTO: Ullerup Frivillige Brandværn

Af Morten Jacobsen, JydskeVestkysten Tlf. 7211 4111, mja@jv.dk

NYT GREJ: Ullerup Frivillige Brandværn fik i går overrakt en ny tankvogn, som er en af tre nye »super « tankvogne.

ULLERUP: Beredskabskommissionen og Brand & Redning tankede i går Ullerup Frivillige Brandværn op til fremtiden ved at give værnet en ny tankvogn. Den erstatter den nuværende og næsten 30 år gamle tankvogn. 

I Sønderborg Kommune er det besluttet, at der skal stationeres tre nye »super« tankvogne i henholdsvis Sydals, Nordborg og Ullerup ud over den, der er i Sønderborg. De store tankvogne bliver kaldt ud til større brande, så der altid er vand nok. 

Den gamle tankvogn i Ullerup, der er en ombygget mælkevogn, var godkendt til 8000 liter vand. Den nye tankvogn kan rumme 12.000 liter vand.

 – I Ullerup er vi glade for, at vi har kunnet få denne ekstra opgave, og vi hjælper gerne vores kolleger i området, fortæller brandkaptajn Jørn Mathiesen. 

Tankvognen bliver den, der primært skal bruges på fastlandet og dermed også bruges ved større brand i Gråsten og Broager.

 – Så vi får måske lidt mere at køre til. Heldigvis har der ikke været de større brande de senere år, siger Jørn Mathiesen. 

Ud over ekstra vand er der mange ting, der gør den nye tankvogn til en mere moderne bil. For eksempel overføres GPS-data direkte via alarmsystemet, så når den ruller ud af garagen, er stedet og kørevejledning allerede på skærmen.

 – Det bliver en nødvendighed, når vi skal til at køre mere udenfor eget slukningsområde, forklarer brandkaptajnen. 

Der er også monteret en fjernstyret vandkanon på tankvognen, der giver større slukningskraft til de store brande. Store vandmængder og stort tryk er vanskeligt at håndtere med slanger, fordi de er tunge og vanskelige at flytte rundt.

FAKTA:
BRUGES:

I 2012 har Ullerup Frivillige Brandværn indtil nu været kaldt ud til 41 alarmer.
Værnet har 29 brandmænd – og endnu et medlem er på vej – og så er der 30 brandmænd som normeret.

Se værnets egne billeder her.

 

Værnet fortæller om sig selv i Danfoss Fælles-Nyt

Se artiklen i vedhæftede PDF...

 

 

48-årig dræbt mod betonmur

Af Grolle, JydskeVestkysten, 2012.10.30

SUNDEVED: En 48-årig mand fra Sønderborg-området blev i går nat dræbt, da han på motorcykel kørte ind i en betonmur ved Højsvej i Ullerup. Ulykken skete kort efter klokken 02 natten til i går.

 - Der er et svagt højresving på vejen, men motorcyklisten er kørt lige ud og direkte ind i betonmuren. Formentlig på grund af for høj fart. Han var dræbt på stedet, siger vagthavende Arne Riis, Sønderborg Politi. 

Der gik ild i motorcyklen bagefter.

(Ullerup Frivillige Brandværn var tilkaldt for at slukke ilden og rydde op efter ulykken)

 

Første redningsaktion af sin slags: Rallykørere er uden for livsfare

Af Kim Thorsen, jv.dk, 2012.09.09

Vejtræ: De to rallykørere, der i går eftermiddag forulykkede under Gråsten minirally er ikke i livsfare, fortæller vagtchef Michael Knudsen, Syd- og Sønderjyllands Politi, til jv.dk:

- De er alvorligt tilskadekomne, men de er uden for livsfare, oplyser Odense Universitets Hospital ordret, siger vagtchefen.

De to rallykørere ramte, af uafklarede årsager, et vejtræ på Kobberholmsvej ved Gråsten under en tidsprøve på en afspærret rute.

Redningsaktionen af de to rallykørere skriver sig i historien, da det ifølge den administrerende direktør for lægehelikopterne, Leif Wiuff, er første gang i Danmark, at to lægehelikoptere fra Niebøll og Ringsted blev sendt på samme opgave.

Begge kørere er indlagt på Odense Universitets Hospital.

(Ullerup Frivillige Brandværn assisterede med frigørelse og oprydning)

 

Bil af banen under rallyløb: To kvæstet

Af Ritzau, 2012.09.08, KL. 18:37

En chauffør og hans kortlæser er blevet kvæstet i et rally ved Gråsten. To rallykørere forulykkede lørdag eftermiddag i deres bil under et motorløb på vejene omkring den sønderjyske by Gråsten. De er fløjet til Odense Universitetshospital med alvorlige kvæstelser.

Mændene på 38 og 40 år, der var chauffør og kortlæser, mistede kontrollen med deres bil, så den kørte af vejbanen. Bilen ramte først et træ, hvilket fik den til at vælte og kure ind i et andet træ.

- Ulykken skete under en hastighedsprøve, der er en del af løbet, oplyser vagtchef Ivan Gohr Jensen, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ulykken skete på Kobberholmvej ved Adsbøl nær Gråsten kort før klokken 14.30.

Ved bevidsthed
Løbet var et minirally arrangeret af Motor Sport Sønderjylland. Vejen var i anledning af motorløbet spærret for al anden trafik, og der var hverken tilskuere eller andre deltagere involveret i uheldet, oplyser Morten Alstrup fra løbsarrangørerne.

Bilen var forsynet med sikkerhedsbur og særlige sekspunkts sikkerhedsseler. Såvel køreren som hans medhjælper var iført køredragter og styrthjelme.

Ifølge Morten Alstrup har de to mænd pådraget sig brud og læsioner, men begge var efter uheldet ved fuld bevidsthed.

De er i to helikoptere blevet fløjet til traumecentret på Odense Universitetshospital, hvor de skal skannes efter ulykken.

To helikoptere
Det er ifølge luftambulancechef Leif Wiuff fra Falck første gang, at den danske lægehelikopter fra Ringsted og lægehelikopteren fra Nibøl i Nordtyskland, der opererer på begge sider af den dansk-tyske grænse, henter kvæstede i samme ulykke.

Efter ulykken blev resten af rallyet aflyst.

- Det er sådan, at man fra løbsledelsen besluttede straks at standse motorløbet og sammenkalde alle deltagere og officials til en debriefing, siger Ivan Gohr Jensen.

(Ullerup Frivillige Brandværn assisterede med frigørelse og oprydning)

 

Fedt startede ildebrand i udestue

Af: brønd, JydskeVestkysten, 2012.07.14 

VESTER SOTTRUP: En udestue på Højlund udbrændte i går, da der gik ild i en gasgrill. Branden skyldtes formentlig overophedning og for meget fedt. 

Ilden fik fat i en bagvæg og bredte sig til taget. 

Ud over den udbrændte udestue, fik resten af huset sodskader, men ingen mennesker kom til skade. 

 

Brand kostede udestue

Af: nan, JydskeVestkysten, 2012.07.13 

VESTER SOTTRUP: Heldigvis kom ingen til skade ved en brand på Højlund i Vester Sottrup i går kl. 17.20. Men flammerne kostede en villaejers udestue livet, og resten af boligen blev sværtet af sod. 

Branden brød ud i taget over en overdækket terrasse og spredte sig videre til tagkonstruktionen i huset. Mistanken til brandårsagen er rettet mod en gasgrill, som politiet formoder har kastet flammer op i taget over terrassen. 

Brandvæsenet kom hurtigt til stedet og fik flammerne under kontrol.

 

Brand i rækkehus i Vester Sottrup

Tekst af: Christian Slot, jv.dk, 2012.07.12 

BRAND: Sønderborg Brand & Redning er i skrivende stund i gang med at slukke en brand på Højlund i Vester Sottrup Ved Sønderborg.

Flammerne er brudt ud i et parcelhus, som er kraftigt sodskadet og raseret indvendig. Det fortælle indsatslederen til JydskeVestkysten.

Det formodes, at branden er startet ved en gasgrill på terassen.

Ingen mennesker er i fare.

(Ullerup og Vester Sottrup Frivillige Brandværn var i indsats)

 

Tim bestået grunduddannelsen

Her sidst i juni har Tim bestået grunduddannelsen - mange gange tillykke!

Se om du kan finde Ullerup'eren på billedet vi har modtaget fra Brand & Redning
 ... vi har det jo med at skille os os ud!   :-)

 

Rasmus blev gift i strålende solskin

Lørdag d. 30. juni blev vores sidst tilkomne medlem, Rasmus, gift med Pia - og vejret, der ellers på dagen var startet med kraftig regn, viste sig fra den bedste side! 

Vi dukkede selvfølgelig op og stod espalie for det glade par - og Ulla tog et par billeder! 

Øverst er vi klar i god tid - og kunne nå at diskutere en del hvordan vi nu stod bedst!

Derefter kom parret og alle gæstene - for til sidst at køre væk i hestevogn...

...håber de fik en rigtig god dag!

 

 

 

 

 

 

Danfoss Jubilæumsfond i gavehumør

Danfoss jubilæumsfonds bestyrelse og de glade modtagere. Foto: Danfoss.

Vores brandværn blev i dag d. 29. juni 2012 tilgodeset ved den årlige uddeling. Nedenfor er et uddrag af hvad der efterfølgende er sendt ud til pressen og som bl.a. JydskeVestkysten har brugt i netavisen.

Jørn får overrakt prisen af jubilæumsfondens formand, Henrik Brøndum. Foto: Danfoss

Det var store gavedag, da Danfoss Jubilæumsfond igen i år kunne skænke i alt 100.000 kroner til tre danske foreninger.

Danfoss Jubilæumsfond er medarbejdernes egen sociale fond, og hvert år omkring Danfoss' fødselsdag den 1. juli uddeler den et beløb til støtte for almennyttige formål i Danfoss' lokalområder rundt om i Danmark.

I år overrakte formanden for Danfoss Jubilæumsfond, Henrik Brøndum, et pengebeløb til ABA-foreningen, Ullerup Frivillige Brandværn samt Kolding Sejlklub, Handicapafdelingen.

Prismodtagerne er indstillet af Danfoss medarbejdere fra Danfoss i Danmark. Fælles for prismodtagerne er, at de blandt andet består af frivillige, som giver af sig selv og deres fritid for at være noget for andre, der har særlige behov for omsorg og støtte. I år var 21 indstillet til at modtage penge fra fonden.

"Vi har valgt tre projekter, hvor vi er overbevist om, at pengene gavner og er givet godt ud," udtaler formanden for Danfoss Jubilæumsfond, Henrik Brøndum.

Repræsentanter fra hver prismodtager fik overrakt checken fra Danfoss Jubilæumsfond under en prisuddeling, den 29. i rækken, der fandt sted i dag kl. 11 i Danfoss' hovedbygning i Nordborg.

50.000 kroner til ABA-foreningen 
ABA (anvendt adfærdsanalyse) er i Danmark en relativ ny behandlingsform til børn med autisme. ABA-foreningen, der både er for familier, fagfolk og andre interesserede, arbejder for at skabe flere adfærdsanalytiske behandlingstilbud i det offentlige.

30.000 kroner til Kolding Sejlklub, Handicapafdelingen 
I sommermånederne sejler Kolding Sejlklub af sted med handicappede i deres tre Olsen Twin-både. Sejladserne er et hit blandt de handicappede. Støtten fra Danfoss Jubilæumsfond skal gå til tre nye sejl, så Kolding Sejlklub også i mange år fremover kan skabe glæde og begejstring blandt de handicappede.

20.000 kroner til Ullerup Frivillige Brandværn 
Ullerup Frivillige Brandværn har med indvielsen af den nye motorvej mellem Kliplev og Sønderborg fået til opgave at rykke ud til alle trafikuheld, der sker mellem Ullerup og E45 i vestlig retning - og mellem Ullerup og Sønderborg i østlig retning. Brandvæsenet råder over iltapparat og klippeværktøj, men mangler hjertestartere og et spineboard for at kunne yde den optimale førstehjælp. Derfor har de modtaget 20.000 kroner fra Danfoss Jubilæumsfond.

Se mere om fonden og øvrige prismodtagere gennem tiden på fondens hjemmeside

 

Stor fællesøvelse ved Søgaard


Foto: Poul Ravnsbæk

D. 28. juni var vi inviteret med til en større fælles øvelse med mange livagtige momenter og hvor andre enheder end brandværn var med - det gav, ifølge dem, der deltog, en helt anden alvorlig og mere lærerig oplevelse - selv om Asmus og Benny ser ud til at more sig en del på ovenstående foto. Se mere i fotoserien vi har fra Poul Ravnsbæk, der var på stedet, og til sidst et par billeder fra vores eget kamera. Klik hér.

 

Brand i teglværk

Af: bro, JydskeVestkysten, 2012.04.21 

NYBØL: Fredag morgen omkring kl. 7:20 fik ilden i en gasovn fat i mere, end godt var.

Ilden bredte sig til et aftræksrør, og der blev slået alarm til 112.

Vester Sottrup Frivillige Brandværn rykkede ud, og den løbske ild var hurtigt under kontrol.

(Ullerup Frivillige Brandværn var også tilkaldt og blev på stedet med et backup hold)

 

Sønderborg: Værkstedsejer udskrevet efter brand

Af: Morten Nielsen, jv.dk, 2012.04.19 

Slukket: Ilden er nu slukket efter en brand i et autoværksted på Truenbrovej i Avnbøl ved Sønderborg.

Indehaveren af værkstedet er desuden udskrevet. Han kom på sygehuset til observation for røgforgiftning.

Værkstedet brændte sidst på eftermiddagen.

 

Brand i autoværksted ved Sønderborg: 
En person kørt til behandling på sygehuset


Gråsten blev også tilkaldt med stigevogn, autosprøjte og tankvogn. Foto: Ullerup Frivillige Brandværn

Af: Kim Thorsen, kit@jv.dk, jv.dk, 2012.04.19 

Brand: Der udbrød i eftermiddag omkring klokken 16.54 brand i et autoværksted på Truenbrovej i Avnbøl ved Sønderborg.

- Det brænder stadig, men ilden er under kontrol, siger Michael Skaarup, vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, til jv.dk.

Ifølge vagtchefen er en person, værkstedets ejer, kørt til behandling for røgforgiftning på Sønderborg Sygehus.

Brandårsagen kender politi og brandfolk endnu ikke.


Garagen blev brugt som oplagssted og fyrrum. Politi var tilstede for at afgøre brandårsagen. 
Foto: Ullerup Frivillige Brandværn

 

Ukrudtsbrænder satte ild til skolen

Af: Holger Jepsen, hoj@jv.dk, jv.dk, 2012.04.17 

VESTER-SOTTRUP: Her sent i formiddag måtte Sønderborg Brand & Redning rykke ud for at slukke en ildebrand ved Nydam-Skolen.

Det var en medarbejder, der arbejdede med en ukrudtsbrænder, der antændte et redskabsskur ved skolen. Ilden blev hurtigt slukket.

(Ullerup Frivillige Brandværn deltog selvfølgelig!)

 

Traktorbrand i Ullerup hurtigt bekæmpet

Af Ejner Munkebro, emu@jv.dk, JyskeVestkysten 2012.03.28

SUNDEVED: Medlemmerne af Ullerup Frivillige Brandværn blev her til middag kaldt ud til en mindre brand på Aabenraavej 163.

Der var opstået brand i en mindre traktor, og ilden var hurtigt bekæmpet.

Da traktoren stod ti meter fra bygninger, blev skaderne begrænset til selve traktoren.

 

Stjålen bil udbrændt på uåbnet motorvej

Af Ronja Ryde,  JyskeVestkysten 2012.03.21

Bilen var næsten helt udbrændt ved ankomst. Foto: Ullerup Frivillige Brandværn

Brændt ud: Klokken 2.41 i nat måtte Sønderborg Brand & Redning bevæge sig ud på den endnu uåbnede motorvej mellem Kliplev og Sønderborg.

Det var en personbil, der stod i flammer og var blevet efterladt midt på den nye asfalt.

Bilen er tidigere stjålet i Augustenborg, og biltyvene har formentlig bevidst sat ild til køretøjet for at forsøge at slette sine spor.

Da gerningsmændene for længst var flygtet fra motorvejen inden politi og brandvæsen nåede frem til branden, er ingen personer kommet til skade. Bilen var dog fuldstændig udbrændt. 

(Det var Ullerup Frivillige Brandværn der fik denne første tur til motorvejen)

Senere, da det var blevet lyst, skulle bilen fjernes og der skulle fjernes olierester o.a. Foto: Ullerup Frivillige Brandværn.

 

Røg på slagteriet

Af Kurt S. Frederichsen, 2012.03.08

Så gik alarmen igen til slagteriet om natte - her den 8. marts var det udrykning nr. 9 i år og de 8 har været til slagteriet, hvoraf de 4 har været om natten! 

Denne gang var der dog røg - en kilerem på en stor motor i rensningsanlægget havde fyldt "motorrummet" med røg, så vi måtte have vores kraftige ventilator på arbejde!

 

Så er vi uddannet i "Vejen som arbejdsplads"

Af Kurt S. Frederichsen, 2012.02.26

Opstilling af skiltevogn udlånt af EUC Syd - træner at stoppe trafikken, så vi kan arbejde uden at blive kørt ned.


I strålende solskin blev det sidste hold i værnet trænet i at begå sig på motorvejen, med hjælp fra EUC Syd, der kørte uddannelse og prøve i "Vejen som arbejdsplads" - det var på plads en god måned før motorvejen åbnede, så vi havde ro til at øve.

Lidt flere billeder af øvelsen:

2012_02_04 og 25 Vejen som arbejdsplads

 

Brandværn er klar til at rykke ud på motorvejen

Af Katrine Lund Walsted, Tlf. 7211 4117, klw@jv.dk, JyskeVestkysten 2012.02.14

ILD: Ullerup Frivillige Brandværn får et nyt arbejdsområde, når motorvejen åbner. Brandværnet skal rykke ud til bilbrande og uheld på den nye vej.

ULLERUP: Når motorvejen åbner den 31. marts, åbner det også for nye arbejdsopgaver for Ullerup Frivillige Brandværn.

 - Da en del af motorvejen kører igennem den gamle Sundeved Kommune, er det også os, der skal dække størstedelen af motorvejen. Så det bliver en ny udfordring for os, siger brandkaptajn Jørn Mathiesen. 

Brandværnet skal rykke ud ved bilbrande og uheld, hvor der er fastklemte. Derfor skal de frivillige brandmænd på kursus i at arbejde på en motorvej. Desuden udskifter brandværnet sin 28 år gamle tankvogn med en ny, som får en stor lystavle fastmonteret. På den måde undgår brandmændene at blive overset. Den nye tankvogn ankommer efter sommerferien. 

Færre fejlalarmer 
Det frivillige brandværn har for nylig holdt generalforsamling. Her blev det konstateret, at der i 2011 var 38 udrykninger. I 2010 var der 75 udrykninger, og det skyldtes en del fejlalarmer på slagteriet i Blans.

 - Det har de heldigvis fået styr på. Der er stadig nogle fejlalarmer, det slipper vi aldrig for, når det er så stor en arbejdsplads, siger Jørn Mathiesen. 

Ved årsskiftet havde værnet 32 medlemmer, hvor normeringen er på 30. Men nu forlader fire mand værnet. - Jeg regner med, at vi får fyldt op igen, da vi hele tiden arbejder på at have kontakt til mulige folk, siger Jørn Mathisen.

FAKTA
I 2011 rykkede Ullerup Frivillige Brandværn blandt andet ud til spild af slagteriaffald, gårdbrand, brand i køretøjer, overgravede gasledninger samt oppumpning af vand fra regnskyl.

(Red.: Tallene for udrykninger er forkert opfattet - se alarmeringer for korrekte data)

 

Ullerup Frivillige Brandværn hædrede de trofaste

Af KAT, JydskeVestkysten, 2012.02.14

ULLERUP: Ullerup Frivillige Brandværn har haft generalforsamling. Kasserer Bo Bonde og vicebrandkaptajn Kurt S. Frederichsen var på valg til bestyrelsen, og de blev genvalgt for endnu en periode. 

Seks mand fik med årstegn: Søren Jessen, fem år, Asmus Madsen, ti år, Finn Andersen, ti år, Carsten Frandsen, ti år, Bo Bonde, 20 år og Ernst Struckmann, 35 år. Skydepokalerne gik denne gang til depotmester Benny Pedersen og kasserer Bo Bonde. 

Også i år udnævnte kaptajnen årets brandmand: 70-årige Gunnar Meier, som er chauffør, pumpepasser og hjælper samt hjælper til med at holde station og udstyr klar til brug.


Gunnar Meier modtager Årets brandmand og redskabmester Erling Christensen har fået en lille opmærksomhed i anledning af hans 50 års fødselsdag tidligere på året. Privatfoto.

 

Nytårsparole 2012

Af Kurt S. Frederichsen, 2012.02.12

D. 21. januar var vi samlet til nytårsparole - og udover de høje chefer fik sagt lidt om hvor de ser vi er på vej hen, så er det en rigtig god anledning til at få en snak på kryds og tværs hen over de gule ærter og kaffen!


Henning og Ernst får snakket godt over kaffen og en øl!

 - og så skal de fine medaljer for lang tids tro tjeneste uddeles - i år var borgmester Aase Nygaard og beredskabschef Bjarne Neermann på pletten!

Ovenfor er det Bjarne der får overrakt "løvet" for 20 års tro tjeneste og til højre kan du se Bo få det samme - de holder sig da godt!   

Nedenfor er det først Asmus der får mærket for 10 års tro tjeneste og derefter Finn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle får de, udover mærke eller løv også et fint bevis og noget man kan dele med hende, der hjemme!

Og ser ham Bjarne ikke bare glad ud!

Det er nu ikke så dumt at blive påskønnet for den indsats man ligger, specielt når der nu ikke er nogen løn for arbejdet... 

ULLERUP FRIVILLIGE BRANDVÆRN
6400  Sønderborg