Medlemsinfo
Alarmeringer
Arrangementer
Bliv brandmand
Bliv støttemedlem
Om UFB
 - Org. af værn
 - Org. ved brand
 - Scrapbog
 - Historien
Links
Find vej
Kontakt os
Om siderne
 
Webmaster
 
Denne side opdateret:
19.12.15

Om Ullerup Frivillige Brandværn - Scrapbogen 2019

Intet kriminelt ved storbrand i Nybøl

AF: Tage Christensen tac@jv.dk, Publiceret 15. december 2019

Nybøl: Politiets teknikere er færdige med undersøgelser efter storbranden på en landejendom på Møllevej ved Nybøl.

- Der er ikke fundet fejl i elinstallationer og maskiner. Der er heller ikke fundet spor af brandbare væsker, forklarer vicepolitiinspektør Preben Westh fra lokalpolitiet i Sønderborg.

Preben Westh understreger, at man aldrig kan være 100 procent sikker, men der kan formentlig være tale om selvantændelse i halmen. Når halm er presset sammen og er fugtigt, så kan det ligge og gære med en selvantændelse til følge.

Det brændte i 300-400 bigballer i en stor ladebygning, der var delt med halm i den ene side og slagtesvin i den anden side. For de mange brandfolk var det næsten en umulig opgave at slukke ilden i halmballerne. Derfor blev der tilkaldt en kran fra Beredskabsstyrelsen Sydjylland i Haderslev for at få løftet de brændende halmballer ud i det fri.

Redde grise

- I første omgang gik det ud på, at redde grisene ud, så de fik så lidt røg som muligt og derefter at få halmen ud af laden, så man kunne få sig et overblik, fortæller vicebrandkaptajn Jesper Simonsen fra Vester Sottrup frivillige brandværn, som var første brandværn på stedet. Samtidig var også Ullerup frivillige brandværn på vej. De 600 slagtesvin blev efterfølgende kørt til slagteriet i Blans.

- De første 23 timer havde vi brandfolk fra Vester Sottrup frivillige brandværn på stedet sammen med andre brandværn, forklarer Jesper Simonsen.

Han fortæller også, at brandmændene flere gange i løbet af ugen har været tilkaldt for at overtage for de brandmænd, der var på brandstedet.

- I alt har Vester Sottrup frivillige brandværn haft 106 mandetimer de første fire døgn. Det er en af de brande, der tager mange timer at slukke. Uden de frivillige brandværn havde det set helt anderledes ud, påpeger vicebrandkaptajn Jesper Simonsen.

 

Storbrand ved Nybøl: 600 svin kørt på slagteriet

Af: Tage Christensen tac@jv.dk, 08 dec. 2019 kl. 13:25 Opdateret 08 dec. 2019 kl. 22:52

Nybøl: Bilister på den nye motorvej ved Sønderborg kunne søndag eftermiddag se masser af røg fra en storbrand på en landejendom ved Nybøl.

- Vi bliver alarmeret klokken 13.00 til en brand i en landejendom på Møllevej lige uden for Nybøl, fortæller Beredskabsinspektør og indsatsleder Pia Hamann fra brandstedet.

Det viste sig, at der var udbrudt brand i 300-400 bigballer i en staldbygning, der var delt på langs med bigballer i den ene side og 600 slagtesvin i den anden side.

Indsatsleder Pia Hamann fortæller, at der ikke brændte ved slagtesvinene, men det kunne ikke undgås, at der kom røg ind i svinestalden. Slagtesvinene blev efterfølgende kørt til slagteriet i Blans.

Brand i bigballer er meget svært at slukke, så derfor blev der rekvireret en kran fra beredskabet, så bigballerne kunne løftes ud i det fri.

- Så prøver vi at slukke ilden på den måde, forklarer indsatsleder Pia Hamann, der regner med at det vil tage adskillige timer, inden brandmændene har fået bugt med flammerne og kan køre hjem.

Cirka 40 brandmænd fra brandstationerne i Sønderborg storkommune og adskillige vandvogne var involveret i det store slukningsarbejde.

 

 

Røg fra kornsilo

AF: Henrik Rath, jv.dk, Publiceret 17. september 2019 kl. 10:19

Sydals: Der var mandag aften ved godt 20-tiden udrykning med brandbiler til Ertebjergvej på Sydals, da man havde observeret røg fra en kornsilo.

Varmeudviklingen er formentlig opstået i en defekt maskine, men episoden udløste ikke nogen brand og kom relativt hurtigt under kontrol.

(Ullerup Frivillige Brandværn deltog med tankvogn)

 

Efter oliebrand: Produktionen ligger stille på Essentia

AF: KATRINE LUND WALSTED, jv.dk, Publiceret 18. juli 2019 kl. 11:42


Det var i den grå bygning, at branden opstod onsdag aften. Foto: Katrine Lund Walsted

Ingrediensvirksomheden Essentia kan ikke producere efter branden onsdag aften. Direktør Asger Jacobsen håber, at produktionen kan komme op at køre i begyndelsen af august efter en planlagt sommerlukning. Gråsten: På fabrikken Essentia i industrikvarteret i Gråsten er man ved at undersøge, hvad der skete onsdag aften, da der udbrød en brand i en pumpe og en rørledning i fyrrummet.

- Heldigvis skete der ingen personskade. Det er det allervigtigste. Vi ved, at branden brød ud i vores fyrrum, og vi er nu ved at klarlægge de nærmere omstændigheder. Branden blev hurtigt opdaget, og alle medarbejdere gjorde det, de skulle til punkt og prikke. Brandvæsnet kom hurtigt, så vi fik minimeret skaderne så meget som muligt. Så efter omstændighederne er skaderne begrænset, siger Asger Jacobsen, der er direktør.

Branden bredte sig fra fyrrummet til et værksted ved siden af samt til kontorer ovenpå.

Roser medarbejdere og brandværn
På grund af skaderne ligger produktionen stille på Essentia. På fabrikken bliver der produceret ingredienser til blandt andet fødevarer som kødprodukter, sovse, supper og bouillon.

- Produktionen ligger stille nu, men vi var på vej til en nedlukning de næste to uger. Jeg håber, at fabrikken er klar til at komme op at køre til den planlagte opstart i august, siger Asger Jacobsen.

Branden brød ud klokken 19.47, og ud over Sønderborg Brand & Redning blev Gråsten Frivillige Brandværn, Broager Frivillige Brandværn, Egernsund Frivillige Brandværn, Rinkenæs Frivillige Brandværn og tankbil fra Ullerup Frivillige Brandværn tilkaldt. Desuden var Aabenraa Brandvæsen tilkaldt med deres skæreslukker. Der var på intet tidspunkt risiko for, at branden ville brede sig. I alt var 45 brandmænd på stedet.

- Jeg er meget glad for den meget hurtige og professionelle reaktion fra vores medarbejdere og de lokale brandværn, som helt sikkert har begrænset skaden. Det kunne være gået meget værre, slutter Asger Jacobsen.

De sidste brandbiler forlod fabrikken ved midnatstid, og der har været en brandvagt på stedet hele natten.

Syv brandværn kaldt ud: Voldsom brand i 4000 liter olie er under kontrol

AF: KATRINE LUND WALSTED, jv.dk, Publiceret 17. juli 2019 kl. 23:06

Onsdag klokken 19.47 udbrød der brand i et fyrrum på virksomheden Essentia i Gråsten. Branden er nu under kontrol, oplyser indsatslederen. Gråsten: Syv brandværn med 45 mand rykkede onsdag klokken 19.47 ud til en stor oliebrand på ingrediensvirksomheden Essentia i industriområdet på Sundsnæs i Gråsten. Ifølge vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi var det mellem 3000 til 4000 liter olie, der var i brand på virksomheden.

Ifølge indsatsleder Jeppe Michelsen fra Sønderborg Brand & Redning er branden nu under kontrol. Branden opstod i et fyrrum, hvor der var ild i olien i en tank.

- Den var fuldt overtændt, da vi kom derud, og det når at brede sig til nogle nærliggende kontorer og et værksted. Vi får det stoppet med massiv køling af tank og tag, siger Jeppe Michelsen.

Der var ud over Sønderborg Brand & Redning tilkaldt Gråsten Frivillige Brandværn, Broager Frivillige Brandværn, Egernsund Frivillige Brandværn, Rinkenæs Frivillige Brandværn og tankbil fra Ullerup Frivillige Brandværn. Desuden var Aabenraa Brandvæsen tilkaldt med deres skæreslukker.

- Vi valgte at tilkalde Aabenraa, som har en skæreslukker, som kan skære gennem beton, siger indsatslederen.

Ifølge vagtchefen ved politiet var der ikke risiko for at branden kunne brede sig. Der vil være brandvagt på stedet hele natten.

 

Villa brændt

Af: LISE KRISTENSEN, jv.dk Publiceret 18. juni 2019 kl. 10:26

BLANS: Et forsøg på at sætte en villa på Mosevej i Blans tæt på motorvejen i bedre stand fik tidligt tirsdag morgen den helt modsatte effekt. Der udbrød brand i huset, som er under renovering. Umiddelbart er der mistanke til nogle el-installationer, men det er for tidligt at pege på årsagen til branden. Huset er stærkt medtaget af flammerne og trænger nu endnu mere til en håndværksmæssig totalrenovering, end før arbejdet blev påbegyndt. Teknikere undersøger brandårsagen nærmere.

(Ullerup Frivillige Brandværn var indsat både om natten, næste aften til efterslukning og dagen efter til sidste eftersyn på brandstedet.)

 

Tre brande på 14 dage på skole:
Politiet beder om hjælp til at finde brandstifter

AF: HOLGER JEPSEN, jv.dk, Publiceret 11. juni 2019 kl. 11:02

Fastlandet: Søndag var der endnu engang en mindre brand ved Nydamskolen i Vester Sottrup. Der var sat ild til nogle grene, der lå opad et levende hegn. Nu beder Syd- & Sønderjyllands Politi borgerne om hjælp. For det er nu tredje gang indenfor 14 dage, at ilden er løs ved Nydamskolen.

- Det kan være drengestreger, hvad ved vi. Men der er en eller anden derude, som har lyst til at se ild, siger politikommissær Jens Peter Rudbeck, der er leder af lokal efterforskning ved Syd- & Sønderjyllands Politi i Sønderborg. Oplysninger i sagen til politiet på telefon 114.

(Ullerup Frivillige Brandværn assisterede ved alle 3 brande enten med fuldt hold eller tankvognsassistance)

 

Voldsom brand raserede pizzeria i Sønderborg

AF: Mathies Møller Dalsgaard, mamda@jfmedier.dk Publiceret 28. april 2019 kl. 09:53

Foto: Vester Sottrup Frivillige Brandværn

Sønderborg: På Skolevej i Sønderborg opstod der brand i et pizzeria klokken 01.29 natten til søndag.

Der var ingen personer, der kom til skade ved branden, og brandvæsnet var også hurtigt til stede og fik forholdsvist hurtigt kontrol over flammerne.

Der skete dog større materielle skader på pizzeriaet, oplyser Ole Aamann, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Han gør også opmærksom på, at brandårsagen endnu ikke er fundet, og derfor skal der laves en brandstedsundersøgelse, som skal løfte sløret for, hvordan branden er opstået.

Derfor er brandstedet endnu ikke frigivet.

(Ullerup Frivillige Brandværn deltog med fuldt hold)

 

Savværk stod i flammer: To brandmænd kom til skade

AF: Mathies Møller Dalsgaard, mamda@jfmedier.dk Publiceret 24. februar 2019 kl. 06:12

Foto: Kim Holm

 

Sydals: Lørdag aften udbrød der brand i et savværk på Sydals, oplyser Henrik Sonnerskov, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Han gjorde søndag formiddag opmærksom på, at der hverken var mennesker eller dyr, som var kommet til skade ved branden. Søndag eftermiddag kom det dog frem, at to brandmænd kom til skade under slukningsarbejdet. Den ene med et brud på anklen, fortæller Henrik Jacobsen, der er indsatsleder i Sønderborg.

Branden var så kraftig, at den først søndag formiddag var slukket. I løbet af natten arbejdede 40 brandmænd for, at branden ikke ville sprede sig til resten af bygningen. Klokken syv søndag morgen blev brandmændene afløst af 15 friske brandmænd, som først omkring klokken 10 kunne begynde at pakke sammen.

- Det har været en langsommelig proces at slukke branden, fordi der er tale om et savværk, som er fyldt op med træ og andet materiale, der brænder godt. Det var tæt på, at den kunne have spredt sig til resten af bygningen, fortæller indsatsleder Pia Hamann fra Sønderborg Brand og Redning.

Totalskadet bygning
Det sted i bygningen, hvor branden opstod, er næsten brændt ned til grunden.

- Den er totalskadet. Der var ild i tagkonstruktionen, da vi kom. Det betød, at vi ikke kunne gå ind i bygningen og starte slukningsarbejdet derinde af sikkerhedsmæssige hensyn, siger hun.

Der kom dog en kran fra Beredskabsstyrelsen i Haderslev til undsætning, så man kunne få fjernet spær og noget af tagkonstruktionen, så det ikke var til fare for slukningsarbejdet, fortæller indsatslederen.

(Ullerup Frivillige Brandværn deltog med tankvognen)

 

Brandfolk kæmper med halmbrand på Kær Halvø

AF: Birthe Juul Mathiasen, jv.dk, Publiceret 30. januar 2019 kl. 15:41

Kær: Det brænder i øjeblikket på en gård nær Sønderborg Lufthavn. Brandfolk fra Brand og Redning, Sønderborg Kommune, samt fra lufthavnen er netop ankommet med 10-12 køretøjer til gården, hvor der er gået ild i en lade indeholdende halm og et halmfyr.

Ifølge indsatsleder Jeppe Michelsen er der tale om en 500 kvadratmeter stor fritliggende hal. Der er ikke fare for, at ilden breder sig til stuehus eller andre bygninger, ligesom dyr og mennesker heller ikke er i fare.

(Ullerup Frivillige Brandværn deltog med tankvognen)

 

 

ULLERUP FRIVILLIGE BRANDVÆRN
6400  Sønderborg